Jesper Rødkjær Sidenius Rishøj løb med Transportens Lærlingepris i 2023. Her i selskab med adm. direktør Hanne Bødker og Ronni Rasmussen SCT A/S.

15.05.24 ATL Nyheder

Hvem skal være årets transportlærling og årets læreplads?

Kender du lærlingen, der mestrer det faglige og samtidig er en god kollega? Eller kender du virksomheden, der altid går den ekstra meter for at få sine lærlinge til at trives? Nu kan du sende dine bud på, hvem der skal vinde Transportens Lærlingepris og Transportens Lærepladspris.

Sidste år løb Slagelse Transportcenter med Transportens Lærepladspris for sin mangeårige indsats for at hjælpe unge med at få fodfæste i transportbranchen, mens Jesper Rødkjær Sidenius Rishøj fra SCT Transport A/S fik Transportens Lærepladspris for at have været en både dygtig og afholdt lærling i sin læretid.

Nu er det tid til at indstille de bedste kandidater til årets prisuddeling.

Transportens Lærlingepris

Transportens Lærlingepris gives til en lærling inden for vejgodstransport, kranfører, mekaniker, terminalarbejder eller lagerarbejder, der har afsluttet sin lærlingeuddannelse i en ATL-medlemsvirksomhed i perioden 1. juli 2023 til 30. juni 2024.

Lærlingen skal undervejs have ydet en god og overbevisende indsats i skoleperioden og samtidig have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner.

Indstil kandidat til lærlingeprisen her

Transportens Lærepladspris

Transportens Lærepladspris gives til en respekteret og anerkendt virksomhed i branchen, der har taget særlige initiativer for at sikre gode rammer for et eller flere lærepladsforløb. Virksomheden skal være medlem af ATL og være godkendt som læreplads inden for chauffør-, værksted-, og/eller lager- og terminalområdet.

Det kan desuden indgå i bedømmelsen, hvis virksomheden har ydet en særlig indsats for, at en eller flere personer med kompetencemæssige eller andre udfordringer er kommet godt igennem et lærepladsforløb eller virksomheden på anden vis har udvist en særlig forbilledlig indsats i forhold til lærlinge.

Indstil kandidat til lærepladsprisen her

Hvem kan indstille?

Kandidater til Transportens Lærlingepris 2024 indstilles af uddannelsesstedet og virksomheden i fællesskab. Der er tidsfrist mandag den 10. juli 2024.

Kandidater til Transportens Lærepladspris 2024 indstilles af en uddannelsesudbyder/erhvervsskole, hvor en eller flere af virksomhedens lærlinge har gennemført skoledelen af uddannelsen eller er i gang med det. Der er tidsfrist den 10. juli 2024.

Mød vinderen på Hindsgavl

Vinderen af Transportens Lærlingepris vil blive offentliggjort og fejret på sin arbejdsplads i løbet af sensommeren, mens vinderen af Transportens Lærepladspris vil blive offentliggjort på ATL’s årsdag den 3. september på Hindsgavl Slot - sæt kryds i kalenderen. 

Kriterier for Transportens Lærlingepris og Transportens Lærepladspris

Kriterier for Transportens Lærlingepris Kriterier for Transportens Lærepladspris

Relateret indhold