24.05.24 ATL Nyheder

Minister: Færdselsstyrelsen skal genoverveje regler om leasingkøretøjer

Efter opråb fra ATL og DI har transportministeren nu bedt Færdselsstyrelsen genoverveje, om chauffører skal kunne fremvise ansættelses- og leasingkontrakter, når de kører i lejede og leasede køretøjer.

Transportminister Thomas Danielsen blander sig nu i sagen om Færdselsstyrelsens krav om, at chauffører i lejede og leasede køretøjer skal medbringe ansættelsesbevis og leasingkontrakt under kørslen. Et krav, som ATL og DI mener er en unødig byrde for erhvervet og et eksempel på overimplementering af EU-lovgivning.

Til Altinget fortæller ministeren nu, at han har bedt Færdselsstyrelsen se på sagen igen.

- Jeg er meget enig i, at vi ikke skal overimplementere EU-regler, og derfor er det også godt, at erhvervet er opmærksom. I den her sag er vurderingen dog umiddelbart, at det heller ikke er tilfældet, men nu får vi vurderet det en gang til, siger Thomas Danielsen i et skriftlig svar.

Håber krav opblødes

Selvom transportministeren altså ikke vælger side i sagen, er ATL’s branchedirektør, Lars William Wesch, glad for, at sagen om overimplementeringen af EU-reglerne som minimum har udsigt til at blive genvurderet.

- Det giver ikke mening, at chauffører og vognmænd risikerer bøder, selv når et leasingkøretøj er på danske nummerplader og udfører opgaver her i Danmark. I de tilfælde vil det jo tilmed fremgå af motorregisteret, at køretøjet er leaset. Nu må vi håbe, at Færdselsstyrelsen kommer til samme konklusion, siger Lars William Wesch.

Indtil sagen er endeligt afklaret, har DI og ATL opfordret Færdselsstyrelsen til at indføre en vejledende kontrolperiode, hvor der ikke udskrives bøder, selvom chauffører glemmer ansættelsesbevis eller leasingkontrakt.

Relateret indhold