Colourbox
24.06.24 DI Bilbranchen Nyheder

ESG: DI Bilbranchen og F&P i dialog om spørgeskemaer til værksteder

I sidste uge mødtes DI Bilbranchen med Forsikring & Pension (F&P) for at drøfte kommende ESG-krav fra forsikringsselskaberne.

Målet med mødet var at drøfte en mulig løsning på, hvordan bilbranchen og F&P kan gøre forsikringsselskabernes kommende spørgerammer så enkle og ensartede som muligt. DI Bilbranchen forventer, at flere forsikringsselskaber vil sende spørgeskemaer ud senere på året, inden rapporteringskravene træder i kraft ved årsskiftet for de fleste større forsikringsselskaber.

De forventede spørgeskemaer har til formål at klæde forsikringsselskaberne på til at kunne lave deres egne bæredygtighedsrapporter, og derfor vil spørgsmålene handle om bæredygtighedstiltag hos værkstederne.

Skal kun svare på det allermest væsentlige

Det enkelte forsikringsselskab vil sandsynligvis mene, at deres forretningsmodel er helt særegen, hvorfor de vil føle et behov for en udvidet spørgeramme. Selvom det kan have sin nødvendighed, er det for DI Bilbranchen afgørende, at selskaberne kun beder værkstederne om at svare på det allermest væsentlige for at få repareret deres bilskader.

"Dialogen med Forsikring & Pension er fra vores side set som et forsøg på rettidig omhu. Vi kan godt frygte, vore medlemmer om kort tid vil blive spurgt i øst og vest om forhold på værkstederne til brug i  forsikringsselskabernes egne ESG-rapporter", udtaler DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen.

DI Bilbranchen oplever, at forsikringsbranchen er lydhør, og der synes at være fælles enighed om, at værkstederne skal have så lille en administrationsbyrde som muligt. Derfor kan en fælles ‘brutto-spørgeramme’ være en vej at gå - eksempelvis ved at tage udgangspunkt i den kommende SMV-standard.

Det vil samtidig betyde, at vores medlemmer langt hen ad vejen kan leve op til forsikringsselskabernes spørgsmål og rapporteringskrav, hvis det enkelte medlem har gjort brug af DI Bilbranchens ESG-kit.

"Heldigvis har vi erfaringen fra udarbejdelsen af vores eget ESG-kit til DI Bilbranchens medlemmer, vi kan støtte os op af. Vi håber, vi kan få F&P til at ende op med relativt få, enkle og letforståelige spørgsmål om værkstederne, forsikringsselskaberne kan enes om er relevante", tilføjer Thomas Møller Sørensen.

Er du ikke kommet i gang endnu, kan du klikke ind på vores ESG-side og blive klogere, ligesom du lige nu kan skrive dig op til næste Klimaklar-hold.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold