Pektin er en fiber, der findes i planter, som kan bruges som naturligt stivelsesmiddel. Det udvindes særligt af citrusfrugter og bruges som fortykningsmiddel i madlavning og produktion.

Unsplash
28.06.24 PI Nyheder

Ingrediensgiganten CP Kelco solgt for tocifret milliardbeløb

CP Kelco skifter til britiske hænder efter 20 års amerikansk ejerskab.

Ingrediensproducenten CP Kelco, der er medlem af Procesindustrien, og som har danske rødder og hovedkvarter i Lille Skensved på Sjælland, er blevet solgt for 12,5 mia. kr.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

CP Kelco har siden 2004 været ejet af den amerikanske industrikoncern J.M Huber, men nu tager den britiske føde- og drikkevaregigant Tate & Lyle over.

-Ved at slå os sammen med Tate & Lyle kan vi skabe et kraftcenter for ingrediensinnovation, der opfylder forbrugernes og markedets behov med en unik portefølje af bæredygtige løsninger og vores store tekniske ekspertise, lyder det fra Didier Viala, præsident for CP Kelco, i meddelelsen.

Ifølge Nick Hampton, administrerende direktør for Tate & Lyle, passer CP Kelco perfekt ind i Tate & Lyles vækstfokuserede strategi og formål.

-Med vores førende portefølje af specialingredienser og et verdensklasse team af fødevarevidenskabseksperter er vi unikt positioneret til at levere de løsninger, vores kunder har brug for. Dette vil imødekomme den stigende efterspørgsel efter sundere samt mere velsmagende og bæredygtige føde- og drikkevarer, udtaler den adm. direktør i meddelelsen.

-Vækstpotentialet er betydeligt, og vi går fremtiden i møde med tillid og spænding, slutter han.

Fra dansk marmeladefabrik til global producent 

CP Kelcos historie kan spores tilbage til 1934, hvor den danske iværksætter Karl Pedersen stiftede en marmeladefabrik i København. Pedersen begyndte efterfølgende at producere pektin til sin marmelade, hvilket førte til grundlæggelsen af Københavns Pektinfabrik, senere kendt som Copenhagen Pectin (CP). I 2000 fusionerede CP med den amerikanske virksomhed Kelco Company og blev til CP Kelco.

Den danskfødte virksomhed er i dag verdens førende producent af pektin og har tre pektinfabrikker rundt om i verden. Herunder fabrikken i Lille Skensved, som Karl Pedersen opførte tilbage i 1947.

Josefine Valente Larsen
Skrevet af:

Josefine Valente Larsen

Relateret indhold