Fra venstre: Fransk medarbejder fra ’Les Grand Chais de France, David Sølvsteen, Dennis Kraack, fransk medarbejder fra ’Les Grand Chais de France.

Benny Ziegler/EUC Lillebælt
14.05.24 PI Nyheder

Procesoperatørlærlinge skifter fiskemelsfabrikken ud med et fransk vinslot

To procesoperatørlærlinge fra FF Skagen kom i virksomhedspraktik på et fransk vinslot: ”At få en sådan mulighed er en gave.”

Fiskemelsfabrikken blev skiftet ud med et fransk vinslot, da de to procesoperatørlærlinge David Sølvsteen og Dennis Kraack var på virksomhedspraktik i udlandet.

Til dagligt arbejder begge som procesoperatørlærlinge hos FF Skagen, der producerer fiskemel- og olie, men da de fik mulighed for at komme på virksomhedspraktik i 14 dage på det franske vintaperi ’Les Grand Chais de France’ (LGCF), tøvede de ikke med at sige nej.

-Da vi fik tilbuddet om at komme til LGCF, kom det som et enormt skulderklap. Og da både virksomhed og familie gav grønt lys, var det jo næsten umuligt at sige nej til sådan en oplevelse. Det er trods alt ikke hver dag, man får mulighed for at komme bag kulisserne i en anden virksomhed, og da slet ikke i Sydfrankrig hos verdens største eksportør af franske vine, lyder det fra David Sølvsteen.

Og selvom hverdagen på et fransk vinslot kan synes at ligge meget fjernt fra hverdagen hos FF Skagen, oplevede begge procesoperatørelever at få utroligt meget ud af opholdet, som de kan tage med sig i deres arbejde hjemme i Danmark.

-Fagligt er det enormt givende at se andre virksomheder indefra. Man får øjnene op for, at de varer, vi plukker fra hylden i supermarkedet, de reservedele, vi bestiller til bilen, eller den medicin, vi tager, når dårligdommen trænger sig på, har været på en rejse igennem mange og meget varierende processer og kontrolpunkter, før den ender hos forbrugeren, fortæller David Sølvsteen.

Et ekstra lag på fagligheden

Ifølge Benny Ziegler, Uddannelsesleder hos EUC Lillebælt, får procesoperatørelever utroligt meget ud af et praktikophold i udlandet

-De lærer rigtigt meget, som de ikke kan lære herhjemme. Det at kombinere deres faglighed med arbejdskulturer fra andre lande, er en stor oplevelse. Uanset om de er i virksomhedspraktik i en virksomhed i samme branche, som de normalt beskæftiger sig med, eller om de er i en ny branche, giver det eleverne mulighed for at lægge et lag mere på deres faglighed, fortæller Benny Ziegler og pointerer:

-Samtidig med at skulle arbejde under praktikopholdet, skal eleverne også kommunikere på andre sprog, end de plejer, benytte andre værktøjer, end de er vant til, og også krydse faggrænser, som de måske ellers ikke ville komme til.

Benny Ziegler nikker også genkendende til den faglige og personlige udvikling, som både Dennis Kraack og David Sølvsteen beretter om.

-Vi står næsten altid med elever, der både fagligt og personligt er VOKSET, når de kommer tilbage fra et forløb med virksomhedspraktik i udlandet. Deres virksomheder, som jo har sagt ja til at sende deres elever til udlandet, oplever ofte en ændret elev, der kommer tilbage. Både med nye faglige kompetencer, der kan sættes i spil i hverdagen, og med et boost på personligheden.

Fordomme blev gjort til skamme, og de sproglige barrierer mellem danskere og franskmænd blev hurtigt nedbrudt.

Foto: Benny Ziegler/EUC Lillebælt

Fordomme blev gjort til skamme

Det var ikke kun faglige kompetencer, som David Sølvsteen og Dennis Kraack fik med hjem i rygsækken. Også på det personlige og kulturelle plan lærte de en masse.

-Det var jo en kulturel oplevelse at få lov til at se, hvordan hverdagen er for en franskmand. Det er et helt andet Frankrig, man oplever, end når man er på ferie og besøger landet som turist, fortæller Dennis Kraack.

Da de to procesoperatørelever pakkede kufferterne og rejste mod Frankrig, var der også nogle fordomme om franskmændene med i bagagen. Men de fordomme blev hurtigt gjort til skamme.

-Man hører jo, at franskmænd godt kan være en smule arrogante. Men det oplevede jeg absolut ikke. Alle var utroligt søde og hjælpsomme, og selvom de måske ikke var så gode til engelsk, forsøgte de altid at finde en løsning på sprogbarrieren, siger Dennis Kraack.

David Sølvsteen og Dennis Kraack er blot to i rækken af mange elever, der har fået mulighed for at tage på virksomhedspraktik i udlandet. Og til de procesoperatørelever, der får samme mulighed, lyder der en klar opfordring fra begge:

-At få sådan en mulighed her, det er en gave. Man får jo et helt andet indblik i en anden kultur. Og det har bare været helt fantastisk at få lov at være en del af. Alle skal opfordres til at tage denne mulighed, siger Dennis Kraack.

David Sølvsteen istemmer:

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage imod dette tilbud og få mødt andre kulturer og virksomheder!

Josefine Valente Larsen
Skrevet af:

Josefine Valente Larsen

Relateret indhold