Gulvløsninger
Det er vigtigt at gøre sig klart, hvilken form for akustik du gerne vil påvirke, inden du begynder at tale om forskellige metoder til at forbedre en bygningsdels akustisk.
Senest opdateret 04.06.2021
På denne side
Om gulvløsninger
Akustik er et komplekst område, og derfor bør du altid få hjælp fra en akustiker. Inden du vælger gulvløsning, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke krav der gælder for din aktuelle situation. Hvis det handler om eksisterende bygning, skal du starte med at søge information om de eksisterende konstruktioner. I nye bygninger skal du have kendskab til råhus-konstruktionerne.
Husk, at decibelskalaen er en logaritmisk skala. Det betyder, at 1 + 1 ≠ 2. Man kan heller ikke blot trække trinlyddæmpningen for et nyt gulv fra et eksisterende trinlydniveau.
Forbedret luftlydsisolation
Gulvmaterialer kan reducere luftlydstransmissionen mellem 2 lokaler. Særligt lodret mellem 2 lokaler kan valg af gulvkonstruktion have stor og afgørende betydning.
Ved horisontal lydluftisolation er det opbygningen af de lodrette flader (væggene), der er vigtige. Indflydelsen fra gulvet vil have mindre betydning.
Forbedret trinlydsisolation
Gulvkonstruktionen har afgørende betydning for trinlydniveauet. Gulvets egenskaber og gulvkonstruktionens forbindelser eller afbrydelser og underliggende konstruktion er afgørende for det opnåede trinlydniveau.
Ved trinlydniveau i underliggende lokaler har især disse ting betydning:
- Densitet af etagedæk
- Trinlyddæmpning af gulvkonstruktion
- Underliggende lofter, fx gipsloft.
Du opnår det laveste trinlydniveau med tungt etagedæk, tung svømmende gulvkonstruktion samt svingningsdæmpet gips-lydloft. Lette etageadskillelser giver generelt højere trinlydniveau – især i lavfrekvensområdet. Derfor lyder et let dæk mere buldrende end et tungt dæk.
Ved trinlydniveau til nabolokale har især disse ting betydning:
- Type af gulvkonstruktion
- Trinlyddæmpning af gulvkonstruktion
- Adskillelse ved vægge
- Densitet af etagedæk.
Du opnår det laveste trinlydniveau med tunge etagedæk med trinlyddæmpende gulvkonstruktion adskilt i forhold til tunge adskillende vægge. Hvis der er lette vægge, opnår du den laveste trinlyddæmpning, når lette vægge monteres på det tunge dæk, og gulvkonstruktion afbrydes ved væggen.
Tunge vs. lette materialer
Tunge materialer bremser lyden bedre end lette. Især undergulvenes masse har betydning for trinlydsisolationen.
Adskillelse mellem gulvkonstruktion og andre konstruktioner giver også stor dæmpning af trinlyd. Etageadskillelsens stivhed er også vigtig at tage i betragtning. Jo stivere etageadskillelse, desto bedre trinlyddæmpende egenskaber kan du opnå med trinlyddæmpende gulvbelægning.
I mange byggerier afrettes etageadskillelsen med et cementbaseret flydemørtellag udlagt på en isolering. Med denne metode får du ofte et godt plant undergulv, hvorpå du kan lægge de fleste typer af gulvbelægning.
Isoleringslaget kan i sig selv have høj trinlyddæmpning, men det er oftest nødvendigt, at der også er en trinlyddæmpende dug eller måtte mellem isoleringslaget og cementbaseret flydemørtelgulv. Dette gælder fx, når der bruges gulvopbygninger med EPS-beton eller lign.produkter.
Trykfast mineraluld har generelt bedre trinlyddæmpende egenskaber. Polystyren-baseret isolering har ikke gode trinlyddæmpende egenskaber, medmindre du bruger særlige polystyren-baserede trinlydplader.
Best practice
De bedste løsninger kombinerer konstruktioner, der har stor trinlyddæmpning, effektiv adskillelse til vægge og andre gulvdele, og som har lav risiko i forhold til bygbarhed.
Høje gulvkonstruktioner giver mulighed for højere dæmpning. En lav gulvkonstruktion giver ikke samme mulighed for dæmpning – særligt ved lave frekvenser.
Du opnår den største totale dæmpning med et svømmende undergulv i beton eller lignende tungt materiale udlagt på en lydabsorberende måtte og med en fuldklæbet tekstil belægning. Undergulvet afsluttes mod lodrette flader med en kantafgrænsning af lydabsorberende materiale.
Oversigt over forskellige værdier for trinlydsdæmpning.
Undergulvet giver en god trinlydsdæmpning mod underliggende lokaler. Afbrydelsen mod de lodrette afgrænsninger dæmper flanketransmitteret lyd, og det tunge undergulv vil dæmpe trommelyden. Gulvbelægningen kan give yderligere trinlyddæmpning og bidrager til reduceret efterklangstid.
Disse forhold skal være på plads, for at du får det optimale ud af konstruktionen:
- Den trinlyddæmpende måtte skal være så trykfast, at den ikke deformeres. Falder den sammen, vil dens effekt mindskes eller forsvinde
- Kantafslutningerne skal udføres korrekt – ellers kan der opstå lydbroer
- Underliggende konstruktion skal have stor stivhed – ellers bliver den opnåede trinlyddæmpning lavere end forventet
- Følg leverandørernes anvisninger nøje.
Forventelige trinlydsdæmpningsværdier
Produktgruppe |
Forventelig, vægtet trinlyddæmpning |
Elastiske gulvbelægninger |
|
Gummi med standardbagside (2,0 mm) |
5-6 dB |
Gummi med standardbagside (2,0 - 3,0 mm) |
6-10 dB |
Gummi med standardbagside (3,0 - 4,0 mm) |
8-12 dB |
Gummi med standardbagside (> 4,0 mm) |
Op til 15 dB |
Gummi med akustikbagside |
18-20 dB |
Linoleum med standardbagside (2,5 mm) |
4-6 dB |
Linoleum med standardbagside (3,2 mm) |
6-9 dB |
Linoleum med akustikbagside |
14-18 dB |
Homogene vinyler (2,0 mm) |
2-4 dB |
Homogene vinyler med akustikbagside |
15-19 dB |
Tekstile gulvbelægninger |
|
Tæppefliser |
12-30 dB |
Tæppe – banevarer |
16-35 dB |
Fugefrie gulvbelægninger |
|
Polyuretaner |
3-4 dB |
Epoxyer |
2-3 dB |
Polyuretaner på akustikunderlag |
12-20 dB |
Oversigt over forventelige trinlydsdæmpningsværdier. Værdierne er vejledende og kan ikke adderes. Oplysningerne er baseret på leverandøroplysninger.
Konstruktioner |
Forventeligt trinlydsniveau |
Træbjælkelag med lerindskud og pudset loft. |
50-53 dB |
Insitustøbt betondæk 180 mm med loft. |
43-46 dB |
Huldæk med loft 220 mm. Cementbaseret flydemørtel 25-30 mm udlagt på trinlydsdæmpende underlag |
46-48 dB |
Huldæk 320 mm. Cementbaseret flydemørtel 25-30 mm udlagt på trinlydsdæmpende underlag |
44-46 dB |
220 mm huldæk med 70-100 mm EPS-beton, 5 mm trinlydmåtte, 50-70 mm cementbaseret flydemørtel, trægulv på dug eller folie |
48-53 dB |
220 mm huldæk med 70-100 mm EPS-beton, 50-70 mm cementbaseret flydemørtel, trægulv på dug eller folie |
58-65 dB |
Strøgulv på plasttårne med mineraluld i hulrum, udlagt på betonhuldæk (220 mm) |
48-53 dB |
Strøgulv på bløde brikker udlagt på letklinkebeton (180 mm) |
56-58 dB |
Strøgulve på hårde brikker udlagt på massivt betondæk (90-120 mm) |
65-67 dB |
Strøgulve på bløde brikker udlagt på massivt betondæk (90-140 mm) |
58-63 dB |
Strøgulve på hårde brikker udlagt på et hulstensdæk |
70 dB |
Strøgulve på bløde brikker udlagt på et hulstensdæk |
63 dB |
Kork udlagt på hulstensdæk afrettet med beton |
70 dB |
Linoleum udlagt på hulstensdæk afrettet med beton |
80 dB |