Gulvfakta

Elektrisk gulvvarme

Ved elektrisk gulvvarme bliver en tynd elektrisk leder (ledning) varm, når man sender strøm igennem den.

Senest opdateret 20.02.2017

Om elektrisk gulvvarme

Ved elektrisk gulvvarme bliver en tynd elektrisk leder (ledning) varm, når man sender strøm igennem den. Du kan enten støbe lederen ind i et betongulv eller lægge den under et trægulv/pladegulv på samme måde som vandbaseret gulvvarme.

Regler for el-gulvvarme

Det er som udgangspunkt ikke lovligt at etablere el som primær opvarmningskilde i et hus, der ligger i et område med gas eller fjernvarme. Undtagen:

  • Hvis der allerede var elvarme i boligen i 1994, da reglerne trådte i kraft.
  • I en tilbygning til et hus med elvarme, hvor der ikke etableres et helt nyt opvarmningssystem.
  • Hvis der er byggetekniske forhold, som gør det uforholdsmæssigt dyrt at installere en mere miljørigtig varmekilde.
  • fx til opvarmning af yderrum, loftsrum eller lokaler, der sjældent bruges.
  • I sommerhuse, fritidshuse, kolonihavehuse m.v.
  • Begrænset elvarme i badeværelsesgulve, såkaldt komfortvarme.
  • Hvis huset er bygget i lavenergiklasse 1 og 2.

Fordele og ulemper ved el-gulvvarme

Fordele

  • Gulvet er behageligt og lunt at gå på.
  • Gulvet kan også være varmt om sommeren.
  • Det er nemt og billigt at installere.
  • Lav indbygningshøjde, ca. 10 mm.
  • Det fylder ikke ret meget i højden og kan ofte lægges oven på et eksisterende gulv.
  • Det bliver hurtigt varmt i forhold til vandbaseret gulvvarme.

Ulemper

  • Er 2-3 gange så dyrt i drift som vandbaseret gulvvarme.
  • Modvirker ikke kuldenedfald ved vinduer som traditionelle radiatorer (det gør vandbaseret gulvvarme heller ikke).
  • Hvis du vælger elvarmekabler med for stor ydelse, eller hvis kablerne ligger tættere end foreskrevet, kan gulvet blive meget varmt, da termostaten ikke kan nå at følge med og lukke for varmen.
  • Hvis el-gulvvarmesystemet går i stykker, er det dyrt og besværligt at reparere, da gulvet skal brydes op (det kan også være tilfældet med vandbåren gulvvarme)

Sådan lægger du elektrisk gulvvarme

Du kan både lægge el-gulvvarme oven på beton og på gulvplader på trælægter (strøer). Det kan ligge under de fleste typer gulvbelægning.

  1. Fastgør de elektriske ledere til et net (måtter), og rul dem ud, hvor varmen i gulvet skal være. Måtterne er ca. 3-4 mm tykke.
  2. Ved indstøbning: Fastgør måtterne til undergulvet og overspartl dem, så de er fuldstændig dækkede.
  3. Fastgør måtterne omhyggeligt til undergulvet. Hvis de ikke sidder ordentligt fast, kan de lægge sig i toppen af spartellaget, så du må spartle igen.
  4. Få altid varmenettet tjekket af en elektriker, før du lægger gulvbelægning.

gulvvarme-11.jpg
Lægning af elektrisk gulvvarmenet.