26.04.23 VikarBranchen Nyheder

Karin Brorsen, CEO i MatchMind: ”Succes kræver hårdt arbejde, dedikation og omstillingsparathed.”

I 2003 besluttede Karin Brorsen sig for at starte sin egen vikar- og rekrutteringsvirksomhed MatchMind. Hun havde kort forinden stiftelsen af MatchMind snuset til vikarbranchen. Det blev startskuddet til vikarvirksomhedens 20-årige succes.

Grib de muligheder der kommer

Hendes eget kendskab til vikarbranchen gav Karin Brorsen motivationen og troen på, at virksomheden kunne blive en succes. Hun så et forretningspotentiale og handlede på det. Karins handleevne og dedikation til virksomheden blev særlig tydelig, da hun i løbet af det første år som virksomhedsejer også blev mor for første gang.

Jeg arbejdede døgnet rundt og sad selv med alle kasketterne på. Selvom jeg var en nybagt mor, måtte jeg stadig håndtere virksomhedens papirarbejde, og derfor lå lønmapperne i skabet på min hospitalsstue. Kort efter udskrivelsen fra hospitalet trillede jeg med barnevognen på arbejde. Det virker måske lidt gammeldags for nogen – men som selvstændig har jobbet og privaten det jo med at smelte sammen. Virksomheden skulle jo fortsætte sin fremgang Karin Brorsen

Karins engagement og målrettethed var afgørende for, at MatchMind i dag er en vigtig aktør på markedet inden for personaleløsninger til industri og produktion. I fællesskab med kunderne har virksomheden en klar mission om at skabe langsigtede løsninger med bedre bundlinje, og Karin har spillet en vigtig rolle i at opfylde denne mission.

Specialiserede personaleløsninger til glæde for alle

MatchMind har valgt at fokusere på at forbedre deres ekspertise og udvikle sig inden for de områder, hvor de allerede er stærke, i stedet for at stræbe efter at blive de største. Ved at gå mere specialiseret og nytænkende til værks oplever de at kunne levere den mest kvalificerede arbejdskraft til deres kunder – til glæde for alle parter:

"Vi stræber altid efter at tilpasse os vores kunders og markedets behov ved at tænke innovativt. Vores medlemskab i VikarBranchen sikrer, at vi holdes opdateret med den nyeste viden, som hjælper os med at udvide vores forretningsperspektiver og konstant drive os fremad." fortæller Karin Brorsen.

Værdien af medlemskab i VikarBranchen ifølge Karin Brorsen
  • Man opnår et netværk blandt kollegaer med en fælles referenceramme, som man til hver en tid kan sparre med.
  • Man kan som mindre virksomhed få en stemme i samfundsdebatten og herigennem sætte fokus på væsentlige problemstillinger i fælles front.
  • Man bliver opdateret på nyeste viden og får adgang til en lang række interessante tilbud fra Dansk Industri, der hjælper til at udvide vores forretningsperspektiver og konstant drive os fremad.
  • Man bliver igennem den tilhørende godkendelsesordning det pålidelige og trygge valg for kunder og vikarer.

Som medlem af VikarBranchen har MatchMind sammen med de øvrige medlemmer i branchen haft mulighed for at påvirke samfundsdebatten og bringe egne problemstillinger på dagsordenen. Gennem samarbejdet har MatchMind og branchen som helhed opnået en stemme, der kan bidrage til at skabe positive forandringer i branchen.

Med VikarBranchen i ryggen har vi adgang til et stærkt netværk, som kan hjælpe os med at opnå fælles indflydelse. Det er særligt værdifuldt at have kollegaer i branchen, som man kan ringe til og sparre med om sine op- og nedture Karin Brorsen

For at blive godkendt som medlem af VikarBranchen skal MatchMind hvert år opfylde en række betingelser, der kan bekræfte virksomhedens integritet i branchen – den såkaldte godkendelsesordning. Herigennem modtager de et certifikat, der kan styrke deres position i markedet, fortæller Karin Brorsen og fortsætter: "Certificeringen hjælper kunder og vikarer med at vælge de vikarvirksomheder til, som har orden i sagerne. Vi bliver det pålidelige og trygge valg for vores samarbejdspartnere."

En af de vikarer der valgte MatchMind til er Ivan Lund. Vikarvirksomhedens dygtige rekrutteringsfolk skaffede hurtigt Ivan en vikarstilling, der senere viste sig at blive springbrættet til en fastansættelse.

Nye øjne på vikarfaget

Efter et langt og transportfyldt arbejdsliv på tværs af Danmarks regioner har Ivan nu bosat sig i Mariager med familien. Han har flere års erfaring inden for logistik, hvor det både er blevet til leder- og direktørstillinger. Her håndterede han også vikaransættelser, og så blev skæbnen, at han selv skulle prøve kræfter med en vikaransættelse:

I en periode, hvor jeg kort forinden havde sagt mit job op og ikke vidste, hvad jeg skulle beskæftige mig med, blev jeg kontaktet af MatchMind, der tilbød mig et vikariat. I starten var jeg noget tøvende, men efter en givende samtale og vejledning besluttede jeg mig for at sige ja til et vikariat hos Hans Jensen Lubricators A/S. Jeg har trivedes rigtig godt i jobbet lige siden. Ivan Lund, logistik- og eksportmedarbejder hos HJ Lubricators A/S

Forinden ansættelsen var det Ivan Lunds overbevisning, at man som vikar ikke var ligestillet med de andre fastansatte. Den tanke er han i dag kommet meget lang væk fra,

"Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg i et vikariat kunne bidrage med mine faglige kompetencer og blive en integreret del af teamet. Jeg troede egentlig, at hvis jeg var ansat som vikar, ville jeg bare være vikar - men sådan er det bestemt ikke. Jeg oplever hele vejen igennem, at jeg er blevet behandlet på samme vilkår som mine kolleger." fortæller Ivan Lund.

MatchMinds rekrutteringskonsulenter imponerer

Ivan Lund udtrykker stor taknemmelighed over MatchMinds rekrutteringskonsulenter, der har været en professionel partner igennem hele processen – fra første opkald til ansættelse. Han sætter pris på, at de har været lydhøre overfor hans behov:

For mig var det særligt vigtigt i en vikaransættelse, at transporttiden til jobbet var kort, og at jeg kunne have en alsidig hverdag, men samtidig kunne holde fri, når jeg havde fri. MatchMind har lyttet og fundet et job, der opfylder de krav. De har været transparente hele vejen igennem og de satte mig grundigt ind i virksomheden inden ansættelsen. Det skal de have stor ros for. Ivan Lund

I starten var Ivan skeptisk overfor et liv som vikar. I dag er den skepsis forsvundet. Vikarvejen blev hans mulighed for at afsøge nye jobveje og beslutte det næste rigtige jobskridt for ham. For ham var det MatchMinds grundige afdækning af hans ønsker og kompetencer der gjorde udfaldet.

MatchMind gør en dyd ud af at opnå en grundig forståelse af både vikarernes og virksomhedernes behov. Deres engagement og dedikation til at yde professionel service og support er en prioritet. De går det ekstra skridt for hver enkelte kunde og vikar.

Blå bog: MatchMind

  • MatchMind er en dansk vikar- og rekrutteringsvirksomhed, grundlagt i 2003 og med hovedsæde i Aalborg
  • Virksomheden ejes af Karin Brorsen og Anders Heslop Christensen, der begge har beskæftiget sig med bemanding og personaleudvælgelse i en lang årrække.
  • MatchMind tilbyder private og offentlige virksomheder vikarassistance, rekrutteringsløsninger og rådgivning i HR-spørgsmål. De opererer inden for et bredt felt af brancher og fag fra afdelinger i Aalborg og Aarhus.
  • MatchMind er certificeret og aktiv i brancheforeningen VikarBranchen i Dansk Industri.

Relateret indhold