OPS Analyser

Hver femte virksomhed oplever flere hjemtagelser fra det offentlige

Hver femte virksomhed, der har det offentlige som potentiel kunde, oplever, at det offentlige hjemtager flere opgaver nu end for blot tre år siden. Dyre udbudsprocesser og snævert fokus på pris afholder desuden mange virksomheder fra helt at deltage i offentlige udbud. Det viser en ny rundspørge fra DI.

Blandt de virksomheder, der sælger produkter eller ydelser til det offentlige, eller som har muligheden for det, mener knap 20 pct., at offentlige myndigheder i højere grad end for tre år siden hjemtager deres opgaver.

Det drejer sig eksempelvis om opgaver som rengøring, affaldshåndtering eller vedligeholdelse af veje og grønne arealer.

I undersøgelsen indgår virksomheder på tværs af forskellige brancher og dermed også leverandører på områder, hvor kommunerne slet ikke har mulighed for at insource produktionen.

Svarene fra virksomhederne giver samtidig et indblik i, hvilke faktorer, der afholder dem fra at deltage i de offentlige udbud.

For høje omkostninger og fokus på pris fraholder virksomheder

Blandt de virksomheder, som pt. ikke sælger produkter eller ydelser til det offentlige, men som har muligheden for det, melder lidt over 30 pct., at det skyldes, at omkostningerne forbundet med udarbejdelsen af tilbuddene er for store relativt til størrelsen på kontrakten. Den næstvigtigste årsag er, at den offentlige sektor lægger for stor vægt på prisen alene, hvilket udgør 20 pct. af besvarelserne. Kun 11 pct. melder, at deres manglende deltagelse skyldes, at de endnu ikke har vundet et udbud. Der er til gengæld også en væsent-lig andel på 29 pct., der angiver en ”anden forklaring” eller som ikke ved, hvorfor de ikke sælger til den offentlige sektor.

Det er særligt de mindre virksomheder på op til 20 ansatte, som ikke sælger til det offentlige på trods af, at de mener, at de har muligheden gennem deres sortiment. Sammenholdt med den samlede fordeling af virksomhedernes størrelse, er de små virksomheder klart overrepræsenteret.

Virksomhedernes kritikpunkter af den offentlige sektor som kunde er ikke grebet ud af den rene luft. Opgørelser af de danske udbud viser, at hele 42 pct. af udbuddene afgøres alene på baggrund af laveste pris.1 Derudover fremgår det af aktuel forskning, at der på tværs af brancher kan ses en sammenhæng mellem højere omkostning før kontraktindgåelse for salg til det offentlige relativt til private.2

Metode

DI's Virksomhedspanel er en spørgeundersøgelse, som foretages fire gange årligt. Virksomhederne er repræsentativt fordelt i både størrelse og tilhørende brancher.

I undersøgelsen for 3. kvartal 2021 har 741 virksomheder svaret på en række spørgsmål inden for udvalgte emner. I denne analyse tages der udgangspunkt i enkelte.

Ud af de adspurgte, har 352 angivet, at de sælger produkter eller ydelser til den offentlige sektor. Yderligere 74 gør ikke, men har mulighed for det. Det svarer til i alt 57 pct. af virksomhederne.

Analysen er omtalt i følgende medier:

OPS Indsigt d. 9. november 2021. Læs artiklen her.
DK Indkøb d. 10. november 2021. Læs artiklen her
IKA d. 10. november 2021. Læs artiklen her

Noter

  1. EU-Kommissionen, Single Market Scoreboard – Public Procurement, 2019. Se opgørelse her.
  2. Petersen, O. Helby, Potoski. M & Brown, T. (2018). Virksomheders transaktionsomkostninger ved salg til offentlige og private – resultater. COPS ved RUC.
Skrevet af:

Christian Broholm Andersen Signe Tellier Christensen

Relateret indhold