19.10.23 OPS Nyheder

DI-appel til offentlige institutioner: Brug de 415 offentlige indkøbsmilliarder grønt

Nyt udspil fra DI appellerer til politikere i stat, regioner og kommuner om at sætte ambitiøse målsætninger for grønne offentlige indkøb og følge dem til dørs ude i organisationerne. ”Det skal være slut med at bruge skattekroner på sorte løsninger,” siger Jakob Scharff.

Foto: Dansk Industri

Klimaforandringerne og faldet i biodiversiteten kalder på akut handling. Men til trods for mange gode hensigter og politiske målsætninger, vokser trykket på klima, natur og ressourcer fra offentlige indkøb stødt.

De offentlige institutioner i Danmark køber ind for over 415 mia. kr. om året og har enorm betydning for samfundets samlede grønne regnskab. Ikke alene fordi statens, regionernes og kommunernes indkøb lige nu estimeres til at udlede omkring 16 mio. tons drivhusgasser årligt. Men også fordi den offentlige indkøbsmuskel rummer et uudnyttet potentiale til at blive den afgørende katalysator for den grønne omstilling.

Nu har DI lanceret et helt nyt udspil med et klart ønske om, at det politiske niveau tager bedre styring med det grønne offentlige indkøb og omsætter de gode hensigter til virkelighed.

”Vi hører fra virksomhederne, at de har grønne og cirkulære løsninger på hylderne, men at man fra offentlig side ofte prioriterer discountløsningen, fordi det er, hvad der er råd til lige nu og her. Det er uholdbart, for den offentlige efterspørgsel på bæredygtige og miljøvenlige alternativer er helt afgørende, hvis vi skal drive den grønne omstilling frem i det nødvendige tempo,” siger Jakob Scharff, branchedirektør i DI.  

”Udspillet er derfor en appel til politikerne i stat, regioner og kommuner om at skrue markant op for de konkrete målsætninger og ikke mindst at følge dem til dørs ude i deres organisationer. Vi skal kunne se det i de offentlige udbud.”

100 pct. grønne offentlige indkøb

I udspillet foreslår DI at det ikke længere skal være muligt foretage indkøb for skattekroner, der ignorerer de grønne alternativer. ”Det offentlige har en af de suverænt største indkøbsmuskler i vores samfund, og vi bør kunne forvente, at så mange penge bliver brugt klogt, men det sker ikke,” siger Jakob Scharff.

Inddragelsen af klima- og miljøhensyn i offentlige indkøb skal styrkes ved at indføre fem konkrete kriterier, som den offentlige ordregiver aktivt bør forholde sig til i ethvert udbud:

1) at benytte totaløkonomiske vurderinger (herunder TCO) i evalueringen af de forskellige løsninger eller produktkategorier, 2) at stille krav om miljømærker, energistandarder og relevante certificeringer, hvor det er muligt, 3) at lægge større vægt på miljø og kvalitet ved tildeling af kontrakter, 4) at benytte innovationsklausuler samt 5) at gennemføre markedsdialoger forud for udbud.

"Gennem disse kriterier skaber de offentlige indkøbere de bedste forudsætninger for, at virksomhederne kan konkurrere, innovere og investere i bæredygtighed og dermed også bidrage med de grønneste og mest cirkulære løsninger," siger Jakob Scharff.  

De bredeste skuldre skal lede vejen

DI foreslår desuden at de 30 største offentlige indkøbere, målt på indkøbsvolumen, tager ansvar og går forrest i indsatsen for grønnere offentlige indkøb. Det betyder helt konkret, at de fem største ministerområder, samtlige fem regioner og de 20 største kommuner i landet sætter konkrete reduktionsmål og dokumenterer deres indsats på lige fod med de store private virksomheder.

”Europa-Kommissionen har skærpet kravene til virksomhedernes rapportering af bæredygtighed, hvilket betyder at alle store virksomheder, fra og med 2024, bl.a. skal rapportere om deres arbejde for at mindske belastningen af miljø og klima. Men virksomhederne kan og bør ikke løfte denne opgave alene. Den grønne omstilling kræver, at de store offentlige indkøbsorganisationer også kommer på banen, forpligter sig og skaber gennemsigtighed i mål og resultater, når der købes ind for vores skattekroner,” siger Jakob Scharff. 

Mod til at løbe risici

Innovation og iværksætteri er kernen i den grønne omstilling, da løsningerne på klima- og miljøkrisen skal findes i nye, innovative idéer og teknologier. Men morgendagens løsninger kommer ikke af sig selv – de kræver risikovillighed og mod til at gribe tingene an på nye og uvante måder. 

”Desværre oplever virksomhederne, at kulturen i det offentlige ofte bærer præg af en tilbageholdenhed overfor nye og uprøvede løsninger. At indkøberne frygter at begå fejl og derfor bliver efterspørgslen og samarbejdet som det plejer. Det kræver en kulturændring i det offentlige system, hvor vi får skubbet til plejer,” siger Jakob Scharff.

Derfor foreslår DI i det nye udspil, at alle offentlige organisationer gennemfører tre årlige testzone-forløb, der kan understøtte en mere entreprenant samarbejdskultur med private virksomheder. I testzonerne skal der sættes særligt fokus på offentlig-privat innovation med plads til risikovillighed og nytænkning.

Du kan læse hele udspillet her.

Relateret indhold