04.06.24 OPS Nyheder

Notat: Hvad betyder regionernes økonomiaftale for offentlig-privat samarbejde?

Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om økonomien for 2025. Med aftalen løftes den regionale driftsramme til sundhed med 2,1 mia. kr. Men hvad betyder aftalen for de private leverandørers samarbejde med regionerne? Vi har samlet nogle nedslag fra aftaleteksten her.

  • Regionerne har en målsætning om at levere konkrete indkøbsbesparelser for 1 mia. kr. i perioden 2020-2025, akkumuleret svarende til 200 mio. kr. årligt, med henblik på fortsat at skabe mere sundhed for pengene og råderum til regionernes økonomi. Danske Regioner bemærker i den forbindelse, at ambitionerne om grønnere indkøb kan påvirke besparelsespotentialerne.

  • Regionerne har over en årrække arbejdet med at professionalisere og effektivisere deres indkøb og har i dag modne indkøbsorganisationer. For at fortsætte dette arbejde og styrke samarbejdet om indkøb er regeringen og Danske Regioner enige om at afdække mulighederne for et mere fælles indkøb af standardvarer og -tjenesteydelser inden for og på tværs af den offentlige sektor.

  • Parterne er enige om, at der fra 1. januar 2025 indføres krav om e-handel på udvalgte områder inden for indkøb i den offentlige sektor, men hvor 2025 er et indfasningsår mhp. at sikre implementering af den nødvendige it-understøttelse. De tekniske krav vil i videst muligt omfang være kompatible med eksisterende systemer.

  • Sammenhæng på tværs i sundhedsvæsenet. Parterne er i forlængelse heraf enige om at fortsætte arbejdet mod en ny styrings- og finansieringsmodel for sundheds-it-infrastrukturen, som videreføres til ØA26, hvor igangværende udbud af infrastrukturen forventes gennemført.

  • Regeringen, KL og Regionerne er enige om at nedsætte en digital taskforce for kunstig intelligens. Taskforcen skal bidrage til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder. Taskforcens arbejde tilrettelægges desuden med inddragelse af bl.a. den private sektor.

  • Regeringen og Danske Regioner er enige om, at udvikling og udbredelse af teknologiske løsninger er et centralt element i udviklingen af vores sundhedsvæsen og i frigørelse af tid og arbejdskraft til fordel for behandling af patienterne.

  • Regionerne har indfriet målsætningen om, at den samlede kirurgiske aktivitet (inkl. private) i 2023 skulle være 3 pct. højere end i 2022. Parterne er enige om at fastholde den positive udvikling.

  • Regeringen og Danske Regioner er enige om, at der er brug for en bedre styring og et mere rationelt medicinforbrug. Parterne arbejder videre med en række initiativer, der skal sikre en mere rationel vedr. brug af medicin og bedre styring af de høje medicinudgifter.

  • Sundhedsfonden skal understøtte vedligeholdelses- og moderniseringsindsatsen og investeringer i apparatur på sygehusene, i forlængelse af de aftalte ekstraordinære løft af de regionale anlægsrammer de seneste år, og i sammenhæng med, at det nuværende kvalitetsfondsbyggeri færdiggøres.

  • Med den fællesregionale strategi for grønne hospitaler vil regionerne halvere hospitalernes samlede CO2-udledninger inden 2035 sammenlignet med 2022. Herudover arbejder regionerne for at nedbringe klimaaftrykket i de enkelte regioner med afsæt i eksisterende partnerskaber og i regi af Klimaalliancen. Regionerne samarbejder med blandt andre kommunerne om indsatser i forhold til cirkulær økonomi, grøn transport, energiplanlægning, klimatilpasning mv. (DI forventer, at samarbejdet også omfatter erhvervslivet om end det ikke explicit er nævnt)

Aftalen åbner en række spørgsmål til den konkrete udmøntning og implementering. DI er i dialog med parterne om dette. 

Aftalen kan læses i sin fulde længde her. 

Relateret indhold