29.01.21 DI Pressemeddelelse

Lars Storr-Hansen forlader DI

Dansk Industris direktør for Erhvervsudvikling, Lars Storr-Hansen, fratræder sin stilling ved månedens udgang.

Det betyder, at DI’s område for Erhvervsudvikling pr. 1. februar flyttes til Medlemsområdet under ledelse af Anders Søndergaard Larsen, mens DI Lærlingeindsatsen flytter til Rådgivningsområdet under Kinga Szabo Christensen.

Lars Storr-Hansen har været en drivende kraft i Dansk Industris omfattende integration af Dansk Byggeri – fra den helt tidlige forberedende fase til nu, hvor medarbejdere og medlemmer har fundet sig til rette i DI. Efter dette vellykkede forløb har Lars Storr-Hansen ønsket at gå videre med andre planer for sit arbejdsliv.

Adm. direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, takker for den store indsats:
- Jeg er glad for den indsats, som Lars Storr-Hansen har lagt i at få integrationen af de to organisationer til at lykkes, både strukturelt og menneskeligt. Vi står nu et sted, hvor det er forståeligt, at Lars ønsker at prøve kræfter med nye udfordringer, og jeg ønsker ham held og lykke fremover.

Lars Storr-Hansen supplerer:
- Jeg har i praksis brugt størstedelen af de seneste tre år på at forberede og forankre fusionen mellem Dansk Industri og Dansk Byggeri. Den omfattende integrationsproces er nu så vellykket for både medlemmer og medarbejdere, at jeg har fundet tiden naturlig til at søge nye udfordringer. Jeg vil gerne takke Dansk Industri for godt og konstruktivt samarbejde, og nu glæder jeg mig til at se lidt mere til familien den kommende tid, inden jeg skal i gang med at lægge konkrete planer for, hvad fremtiden skal bringe.

Lars Sandahl Sørensen siger om den nye organisering:

- DI’s arbejde lokalt og regionalt er en hjørnesten i DI’s relation til medlemsvirksomhederne. Derfor er jeg glad for denne løsning, hvor vi får det fuldstændigt integreret i Medlemsområdet og kan udnytte styrker og ideer på tværs til gavn for alle DI’s medlemsvirksomheder. Tilsvarende fører det strategisk vigtige arbejde med Lærlingeindsatsen et ekstra ben til Rådgivningsområdet, hvor udvikling af DI’s tilbud sker på tværs af de enheder, der yder medlemsvirksomhederne direkte hjælp i hverdagen.

Lars Bøgeskov

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk