25.10.21 DI Pressemeddelelse

Mangel på medarbejdere kan bremse grøn omstilling

Næsten halvdelen af de mest grønne virksomheder har oplevet forgæves rekruttering inden for de seneste tre måneder, viser en analyse fra Dansk Industri

Det koster ikke kun vækst og omsætning, at virksomhederne i øjeblikket kigger langt efter medarbejderne. Det er langt mere alvorligt og har betydning for bl.a. den grønne omstilling. En ny analyse fra Dansk Industri (DI) viser, at næsten halvdelen af de mest grønne virksomheder – nemlig 48 procent – har oplevet, at deres rekruttering har været forgæves over de sidste tre måneder.

- Det risikerer jo at bremse den grønne omstilling, som vi alle gerne vil have. Der er tale om virksomheder, som gør en ekstra indsats og bidrager med flest grønne tiltag, men som også har problemer med at skaffe den nødvendige arbejdskraft, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Virksomhederne i analysen arbejder bl.a. med at begrænse CO2-udledning, styrke energieffektivisering og sikre adgang til fossilfri energikilder. For DI er det et eksempel på, hvorfor manglen på arbejdskraft ikke kun er et anliggende for erhvervslivet, men for hele samfundet.

- Det har betydning for alle de ting, vi gerne vil have mulighed for at gøre. Tallene viser tydeligt, hvor svært det er at rekruttere - også for de brancher, hvor vi har danske styrkepositioner, og det er jo oplagt, at det bliver sværere at gennemføre den grønne omstilling, hvis ikke medarbejderne er der til at udføre opgaverne, siger DI-direktøren.

- Situationen i de grønne virksomheder understreger bare, at der er brug for at hive i alle de håndtag, der øger arbejdsudbuddet. Vi skal have mere både dansk og international arbejdskraft ud på virksomhederne til at løse de væsentlige opgaver, der står og venter.

DI foreslår bl.a. at hæve topskattegrænsen og afskaffe modregningen i folkepensionen for seniorer, der ønsker at arbejde.

- Og så skal vi have sænket grænsen i beløbsordningen, for det vil hjælpe virksomhederne med at skaffe den internationale faglærte arbejdskraft, der er nødvendig for at gennemføre den grønne omstilling, forklarer Lars Sandahl Sørensen.

Læs hele analysen her.

Nis Peder Kolby

Nis Peder Kolby

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4580
  • Mobil +45 4032 3400
  • E-mail nipk@di.dk

Relateret indhold