11.10.21 DI Pressemeddelelse

Signe Tychsen Philip bliver DI’s ny chef for erhvervsuddannelser

Fra en stilling som kontorchef i Børne- og Undervisningsministeriet bliver Signe Tychsen Philip fra 1. januar 2022 ny chef for DI Erhvervs- og Arbejdsmarkedsuddannelser.

DI har ansat Signe Tychsen Philip, der kommer fra en kontorchefstilling i Børne- og Undervisningsministeriet med ansvar for gymnasier, erhvervs- og voksenuddannelser, som ny chef for erhvervsuddannelsesafdelingen. Signe Tychsen Philip afløser Lone Folmer Berthelsen, der i forsommeren valgte at forlade stillingen.

Fra en uddannelse som cand. oecon. fra Aarhus Universet kom Signe Tychsen Philip til Børne- og Undervisningsministeriet i 1999. Siden 2011 har hun arbejdet som kontorchef, hvor hun i de seneste mange år har beskæftiget sig med erhvervsuddannelsesområdet.

- De kommende år bliver afgørende for erhvervsuddannelserne, og der er behov for nytænkning, hvis målet om flere faglærte skal nås. DI er en vigtig spiller i disse bestræbelser, og det arbejde vil jeg gerne være en del af. I min nye stilling får jeg mulighed for at lære nyt og udvikle mig og samtidig stå på min erfaring med politikudvikling, opbygning af alliancer og personaleledelse. Alt sammen forhåbentlig til glæde for Danmarks erhvervsuddannelser, siger Signe Tychsen Philip.

Viceadm. direktør i DI Kim Graugaard ser frem til at begynde samarbejdet med Signe Tychsen Philip.

- Jeg er glad for, at Signe har takket ja til opgaven og glæder mig til samarbejdet om de store udfordringer og DI’s visioner på erhvervsuddannelsesområdet. Danske virksomheder mangler faglærte medarbejdere, og DI arbejder hårdt på at udvikle uddannelserne og øge antallet af praktikpladser, så Danmark kan uddanne flere faglærte i fremtiden. Det gode arbejde glæder jeg mig til at fortsætte og øge sammen med Signe, siger Kim Graugaard.

Signe Tychsen Philip tiltræder sin nye stilling den 1. januar 2022.

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Lars Bøgeskov på larb@di.dk eller tlf. 2236 3138

Lars Bøgeskov

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk

Relateret indhold