03.11.21 DI Pressemeddelelse

DI Sydvestjylland: Et bedre image skal få flere til at søge arbejde i Esbjerg

Esbjerg er godt på vej til at blive et erhvervseventyr inden for energiområdet, som udvikler sig med stormskridt i de her år. Virksomhederne, visionerne og jobbene er der, men det kniber gevaldigt med at skaffe de medarbejdere, der skal føre visionerne ud i livet. En opgave, som byrådskandidater fra 10 forskellige partier i Esbjerg Kommune lovede at gøre noget ved, da de den 2. november var med DI Sydvestjylland på kommunalvalgbustur og virksomhedsbesøg.

Første stop var den internationale virksomhed Semco Maritime A/S, der er specialiseret i offshore vind og olie & gas. Her vil store projekter med  bl.a. teknologi, der skal fange og lagre CO2 i undergrunden i Nordsøen og omdannelse af vindstrøm til grønne brændstoffer, Power to X, generere et meget stort antal arbejdspladser de kommende år. Men som CEO Steen Brødbæk sagde, så er det nemmere at tiltrække og integrere ingeniører fra Singapore end at få en ingeniør fra Aarhus i dag.

Semco Maritime A/S mangler bl.a. ingeniører, specialister og faglærte som smede og elektrikere. Og de 25 lokale politikere var parat til at hjælpe. Socialdemokraten Cecilie Rønn foreslog brobygningsforløb for unge i folkeskolen og Venstres Tommy Noer bedre vejledning om uddannelsesvalg til de unge, så flere vælger de erhvervsuddannelser, der efterspørges. Mens alle var enige om at kæmpe for at trække flere uddannelser til Esbjerg og i samlet flok at presse på overfor politikerne på Christiansborg i forhold til at få uddannet flere ingeniører og i det hele taget få mere fokus på Esbjerg.

Flere arbejdsdygtige skal blive og flytte til

Cocio Chokoladefabrik, som var dagens andet virksomhedsbesøg, vil få behov for 20 nye medarbejder det kommende år, ikke mindst faglærte og ufaglærte til produktionen, mens Esbjerg mejeri står og mangler 30 medarbejdere lige nu. 

Den seneste befolkningsfremskrivning taler da også sit tydelige sprog. I 2035 vil der være 20 procent flere ældre over 64 år i Esbjerg Kommune, mens antallet af borgere i den arbejdsduelige alder vil være faldet med over 15 procent. 

De fremmødte byrådskandidater var da også enige om, at det nye byråd skal arbejde intenst med at skabe et bedre image for Esbjerg. Et image, som kan få flere til at blive boende og arbejde i kommunen og samtidig trække nye medarbejdere til.

Kontakt

Chefkonsulent Johan H. Pedersen, jhp@di.dk, tlf: 4084 3207
Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Johan H. Pedersen

Johan H. Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3781
  • Mobil +45 4084 3207
  • E-mail jhp@di.dk

Relateret indhold