17.12.21 DI Pressemeddelelse

DI: Mavepuster til erhvervslivet op til jul

Forlystelseslivet og underleverandører bliver hårdt ramt igen, forudser Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen

Luften er tyk af ærgrelse i Dansk Industri (DI). Danmarks største erhvervsorganisation repræsenterer næsten 19.000 virksomheder, og nogle bliver meget hårdt ramt af dagens nye restriktioner, som ventes vedtaget senere i dag.

- Vi er ærgerlige over, at vi som samfund står her igen, hvor vi nu skal tvangslukke dele af samfundet. Det kommer med meget store konsekvenser for mange virksomheder og medarbejdere - og store personlige konsekvenser, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Det er en kæmpe mavepuster til den del af erhvervslivet, der allerede er ramt. Restriktioner går hårdt ud over erhvervslivet og rammer ikke kun biografer, museer og konference-, spille- og serveringssteder. Det går også ud over deres leverandører og følgeerhverv som catering, fødevareproducenter og taxakørsel, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Jeg er brandhamrende ærgerlig over, at myndighederne vurderer, at det er nødvendige skridt at tage nu. Vi ved direkte fra virksomhederne, at de allerede bruger coronapas, håndsprit, afstand og selvtest, og vi havde troet og håbet, at det var nok til at holde åbent. Det her stod ikke på nogens ønskeseddel. Slet ikke. Det bliver desværre en trist jul for mange.

Han understreger, at man skal gøre, hvad man kan for at afbøde den ulykkelige situation for virksomhederne, der igen kigger ind i en julenedlukning.

- Alle ramte virksomheder skal have ordentlig og fair kompensation. Både den del af erhvervslivet, der er tvangslukket, og de dele af erhvervslivet, der ikke kan køre videre som normalt på grund af restriktioner, opfordringer, eller fordi de er påvirket af andres lukning. Det er afgørende, at virksomhederne får vished om, at de er sikret kompensation. Vi skal huske, at det for nogle mennesker er deres levebrød, der er på spil, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Når virksomheder bliver ramt af afstandskrav, skal det være nemt for dem at lukke dørene helt uden kompensationsbøvl. Det må være op til den enkelte virksomhedsejer at kunne bestemme, hvad der giver bedst økonomisk mening, når det offentlige så kraftigt griber ind i forretningen, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren siger, at vi som samfund og hver især skal tage ansvar for at få smitten under kontrol og undgå nedlukninger.

- Vi kender alle de gode råd fra myndighederne om at blive hjemme, hvis vi er syge, holde afstand og spritte af. Men jeg vil også gerne komme med en opfordring til alle om at blive vaccineret. Jeg har selv fået tredje stik og vil opfordre andre til at gøre det samme, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Det er også afgørende, at vi får en ny strategi for smitteopsporing, i takt med at den nye omikronvariant bliver dominerede. Lige nu skal nærkontakter til omikronsmittede i isolation, og som smitten stiger, kan det betyde. at flere hundredtusind danskere skal blive hjemme, og det vil kunne lægge dele af samfundet helt ned.

 

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold