24.02.21 DI Pressemeddelelse

DI: Delvis genåbning må ikke føre til forsømt forår

Efter dagens politiske aftale om en delvis genåbning opfordrer landets største erhvervsorganisation DI regeringen og Folketinget til at få nye beregninger på bordet for at få sat yderligere skub i genåbningen – ikke mindst af et dybfrossent erhvervsliv

- Enhver genåbning er grundlæggende en god genåbning. Der er brug for at få tøet Danmark op, vores børn tilbage i skolerne og vores økonomi op i omdrejninger. Derfor er den delvise genåbning, der nu er lagt frem, et skridt i den rigtige retning. Ligesom det er positivt, at de store forretninger på over 5.000 m2 kan åbne for et begrænset antal kunder, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

-  Men det siger sig selv, at vi ikke kan stoppe her. Nu gælder det hurtigst muligt om at få nye beregninger for de næste skridt og en langsigtet plan for en fuld genåbning. Vi må ikke få et forsømt forår. Virksomhederne bløder en mia. i omsætning om dagen, mange børn og unge mistrives, og hele samfundet har brug for vished.

- Derfor opfordrer vi til, at Folketingets partier finder hinanden igen om de næste skridt. Danmark har under hele krisen nydt godt af et bredt samarbejde, som vi ikke må give køb på nu, siger DI-direktøren.

Regeringens udmelding om genåbning betyder bl.a., at udvalgsvarebutikker under 5.000 m2 kan genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav. Udvalgsvarebutikker på 5.000 m2 eller derover kan holde åbent for et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling. Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om negativ test, og forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 25 personer for så vidt angår udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi.

- Vi bliver fortsat nødt til at tænke både kreativt og pragmatisk i forhold til alle restriktionerne. Og insistere på fremadrettet at blive ved med at finde fleksible og forståelige løsninger, så vi forsvarligt kan genåbne mere. Det gælder eksempelvis gennem en øget testning og ved at indføre booking af timeslots, så man undgår, at for mange mennesker er samlet ad gangen. På den måde bør forretninger, restaurationer, kulturoplevelser, attraktioner og idrætsaktiviteter over en bred kam kunne genåbne hurtigst muligt, hvor det er muligt at indrette sig forsvarligt, siger Lars Sandahl Sørensen.

- På samme måde kan vi få sat skub i at få alle børn tilbage på skolebænken og væk fra skærmen ved at indtænke nye redskaber som forskudt undervisning, så eleverne kun møder fysisk i skole op til 3 dage i ugen, mens der skrues op for krav om f.eks. hyppige test og afstand.

- En øget genåbning kan også speedes op, hvis et coronapas fremskyndes mest muligt, så det bliver nemt for den enkelte borger at fremvise bevis for immunitet, vaccine eller nylig test. Derfor er et coronapas sammen med massetest og en målrettet teststrategi centrale redskaber i den konstruktive plan for en forsvarlig og fuld genåbning af hele samfundet, som vi har fremlagt i DI. Senest når de +50-årige er blevet vaccineret, bør hele samfundet kunne åbnes.

-  Med en øget genåbning følger naturligvis et fælles ansvar for at være ekstra opmærksomme på lokale udbrud. Hvis der opstår et pludseligt udbrud af COVID-19, som vi har set i Kolding, skal der gribes ind lokalt hurtigt og effektivt. Lokale nedlukninger er langt at foretrække frem for nationale, siger Lars Sandahl Sørensen.

 

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold