16.06.21 DI Pressemeddelelse

DI og Radikale i opgør med rejsereglerne

EU er kommet med nye rejseanbefalinger, og både Radikale og Dansk Industri vil have dem implementeret i Danmark med det samme for at slippe for isolationskrav, så det kan blive nemmere at rejse til Danmark .

Mandag har EU’s sundhedsministre underskrevet anbefalinger om nye rejserestriktioner. Det er et ”stort skridt fremad” lyder det fra Radikale, der gerne hurtigt vil give flere rejsende fri adgang til at krydse grænserne uden efterfølgende isolation.

- Det er helt afgørende, at flere kan krydse grænsen uden gnidninger. Det har stor betydning for både erhvervsrejsende og turisterhvervene, og vi går ind til forhandlingerne om rejserestriktioner på onsdag for at få implementeret EU’s anbefalinger med det samme, siger retsordfører Kristian Hegaard (R).

Også Dansk Industri (DI) ser gerne, at Danmark med det samme gør op med de stramme rejserestriktioner og implementerer anbefalingerne fra EU.

- Vi får først for alvor gang i oplevelseserhvervene og luftfarten, når grænserne åbnes. Derfor haster det forud for sommerferien, hvor mange turister gerne vil besøge os, hvis de kan. Og det haster for eksporten. Det kan ikke overvurderes, hvor meget fri bevægelighed betyder for virksomheder, der handler med verden omkring os, siger Thomas Bustrup, international direktør i DI.

Drop isolationen

Og det er vigtigt, at vi nu får fjernet isolationskravet, fortæller Kristian Hegaard.

- Hvis du kommer hertil fra et gult land eller med et gyldigt coronapas, giver det ikke længere mening, at du skal i isolation. Smitten udvikler sig positivt, og danskerne fortjener, at vi åbner grænserne for rejsende nu, så vi får flere sommerturister til Danmark, siger R-ordføreren.

Han får opbakning af DI, hvor man også glæder sig over, at EU’s digitale coronapas nu træder i kraft.

- Isolationen er med til at knække halsen på alle, der gerne vil til Danmark, for der er jo ingen, der vil starte deres ophold med fire dage lukket inde på et værelse, hvad enten de kommer hjem, hertil for at arbejde eller holde ferie, siger Thomas Bustrup.

- Og derfor er det også vigtigt, at vi får et EU-coronapas, der ikke skelner mellem vaccine, test og tidligere smitte – de tre ting skal give adgang på lige vilkår. Reglerne i dag er simpelthen for komplicerede og unødvendigt svære at navigere i, og det hæmmer rejseaktiviteten markant.

Hele verden skal med

Ifølge DI bør Danmark aldrig være mere restriktive end EU, og på to punkter mener DI’s internationale direktør endda, at Danmark bør gå endnu videre.

- De nye rejseregler er meget velkomne og er tæt på det, virksomhederne efterspørger lige nu. Men de skal gælde for hele verden. Er et land gult eller orange, er det lige meget om det ligger i eller uden for Europa, siger Thomas Bustrup.

- Og hvis der stadig er rejserestriktioner tilbage for ikke-røde lande, når resten af danskerne er vaccineret til september, så skal de fjernes. Så kan vi frit tage imod rejsende fra lande med lav smitte - også uden coronapas. Så enkelt skal det være, siger han.

Også det vil Radikale tage med på forhandlingsbordet onsdag eftermiddag.

- Reglerne skal være så få som muligt og nemme at forstå for både danskere og tilrejsende. Derfor er det vores indstilling, at reglerne skal være de samme for alle verdens lande. Vi må holde fast i den frie bevægelighed, og når alle danskere fra 16 år er vaccineret, har vi mulighed for at fjerne alle de unødige restriktioner, siger Kristian Hegaard.

Når partierne bag genåbningen mødes onsdag, er det for at aftale indholdet i den fjerde fase af genåbning af rejseaktiviteterne, der skal træde i kraft sammen med EU-coronapasset.

Nis Peder Kolby

Nis Peder Kolby

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4580
  • Mobil +45 4032 3400
  • E-mail nipk@di.dk

Relateret indhold