17.01.23 DI Pressemeddelelse

DI: Regeringen holder den rette kurs

Statsministerens åbningsredegørelse viser, at regeringen holder fokus på de reformer og tiltag, der er vigtige for Danmark lige nu, og nu handler det om at få dem ført ud i livet, lyder det fra Dansk Industri

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fremlagt sin åbningsredegørelse for folketinget. I den fastholdt statsministeren, at der er behov for reformer for at finansiere de ting, som er nødvendige for Danmark her og nu inden for bl.a. grøn omstilling, sundhed og forsvar.

- Jeg glæder mig over, at regeringen fastholder et højt ambitionsniveau for reformer i Danmark. Mangel på arbejdskraft har været en af de største udfordringer for erhvervslivet og vil fortsat være det frem mod 2030, så det er godt, at regeringen fx vil lette adgangen for international arbejdskraft og øge beskæftigelsesfradraget, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri (DI).

Han er også meget tilfreds med, at statsministeren anerkendte erhvervslivets rolle i at komme med i mål.

”Vi skal have flere i job. Men arbejdspladser kommer ikke af sig selv. De bliver skabt af et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Når det går godt for dansk erhvervsliv. Så går det godt for beskæftigelsen. Så går det godt for Danmark,” sagde statsministeren.

- Derfor er det jo helt rigtigt, at regeringen har fokus på både iværksætteri og bedre rammevilkår, og det er positivt. Fx kunne man kigge på, hvordan man beskatter virksomhederne og deres aktiver, siger DI-direktøren.

- Og det er godt at skabe uddannelser, der vil uddanne til erhvervslivet både gennem bedre erhvervsuddannelser og gennem en tættere kobling mellem erhvervsliv og videregående uddannelser, siger Emil Fannikke Kiær.

Han er ligeledes meget enig i vigtigheden af den grønne omstilling.

- Også her er ambitionerne høje, og det er vigtigt at holde foden på speederen for at udbygge vedvarende energi og fremme energieffektiviserende tiltag, så vi kan komme helt i mål.

I DI ser man desuden frem til en reform af den offentlige sektor.

- Det er oplagt, at vi er nødt til at se på en mere effektiv offentlig sektor, og det er glædeligt, at man vil øge samarbejdet mellem det offentlige og det private. Det er erhvervslivet helt klar til, siger Emil Fannikke Kiær.

På negativsiden ærgrer det ham bl.a., at regeringen holder fast i en toptopskat, fordi den svækker Danmarks konkurrenceevne, og at der endnu ikke er konkrete planer for at forlænge et 130 pct. fradrag for forskning og udvikling. Og så opfordrer DI’s politiske direktør regeringen til få gang i implementeringen.

- Regeringen har høje ambitioner, og vi bakker op om mange af dem, men vi har også brug for, at de bliver til virkelighed. Så regeringen skal naturligvis også i gang med at gøre ambitionerne til virkelighed. Og det bidrager vi meget gerne til fra erhvervslivet, siger Emil Fannikke Kiær.

Regeringen har foreløbigt fremlagt et kort lovprogram ind til vinterferien.

Følg os på:

    

Relateret indhold