28.06.23 DI Pressemeddelelse

DI: Enighed om EU’s datalov - data kan blive det nye guld for Europa

Kort før midnat tirsdag blev formandskabet for Det Europæiske Råd og Parlamentet enige om en aftale om EU’s datalov, Data Act. Ifølge DI åbner det for et helt nyt erhvervseventyr, hvor data kan blive en stor gevinst for den europæiske økonomi. Samtidig advarer DI mod at undervurdere den byrde, lovgivningen kan medføre for virksomhederne.

- Data kan blive det nye guld for EU-landene og vi er glade for at Data Act nu er faldet på plads. Data om for eksempel vores energiforbrug og adfærd som kunder er nøglen til mere grøn omstilling og bedre produkter, siger digitaliseringspolitisk chef Andreas Holbak Espersen.

Data Act betyder i praksis, at alle virksomheder, der producerer hardwareprodukter, hvori der opsamles brugerdata, bliver forpligtet til at stille disse data til rådighed for brugerne af produkterne.

Enormt potentiale

- Der ligger et enormt, uforløst potentiale i den europæiske dataøkonomi, og formålet med Data Act er at skabe den lovgivningsmæssige ramme under realiseringen. Udfordringen bliver for virksomhederne at omstille sig til en ny virkelighed med de muligheder, forordningen giver, så omstillingen ikke bare er bøvl og byrder.

- I stedet kan det blive et startskud for virksomhederne til at skabe nye forretningsgange og produkter. Der vil ligge en stor opgave i at investere i en platform, der kan sikre, at deres brugere får adgang til data, hvis ens virksomhed ikke allerede har sådan et system, siger Andreas Holbak Espersen.  

De nye EU-krav betyder også, at det bliver nemmere for virksomheder at skifte mellem cloud-platforme. Med Data Act indføres der en forpligtelse for cloud-services om, at deres kunder nemt skal kunne skifte til en anden platform, hvilket i dag i praksis kan være svært på grund af manglende kontraktvilkår, tekniske standarder mv.  

- Det er et afgørende element for danske virksomheder og forbrugere, at de får mere kontrol over deres data. Europæisk erhvervsliv skal have endnu bedre muligheder for frit at skifte mellem cloud-services – det får de nu, siger Andreas Holbak Espersen.

Data er værdifuld viden

I følge Dansk Industri er den nye aftale et skridt i den rigtige retning for at sikre en europæisk dataøkonomi, hvor data med værdifuld viden om fx produktionsstop, vedligehold og service bliver lettere tilgængelig.

- Men det er vigtigt, at vi ikke pålægger erhvervslivet unødvendigt bøvl og byrder i forbindelse med deling af data. Det er derfor vigtigt, at vi i implementeringen af forordningen i Danmark og de andre lande holder fokus på at sikre, at det i praksis bliver så nemt som muligt for virksomhederne at dele data. Ellers risikerer vi, at lovgivningen ikke virker i praksis, men kun ser flot ud på papir, siger Andreas Holbak Espersen.

Relateret indhold