22.06.23 DI Pressemeddelelse

Erhvervslivet hylder 10 kvindelige investorengle

Ni ud af ti angel investorer er mænd. Det skal der laves om på, mener Dansk Industri og Angella Invest, der hylder ti enestående kvindelige angel investorer i ny publikation og ved storstilet event for hele branchen.

Danmark skal have mange flere kvindelige angel investorer. Det mener Dansk Industri (DI) og Angella Invest, der er Danmarks største fællesskab af kvindelige business angels.

- Vi har skabt en platform målrettet kvindelige business angels, hvor vi arbejder på at gøre det at investere i opstartsvirksomheder mere tilgængeligt for kvinder, siger Kristine Leerbeck, CEO i Angella Invest.

Det er der behov for, for ifølge tal fra den nye publikation ”10 kvindelige investorer der inspirerer”. Her har DI og Angella Invest blandt andet dokumenteret, at ni ud af ti angel investorer i Danmark er mænd. I Norden går 82 procent af angel investeringerne desuden til mandlige, mens kun 5,5 procent går til kvindelige iværksættere.

- Vi tror på, at hvis vi skaber et mere kønsbalanceret investormiljø, så får vi også et mere diverst iværksættermiljø, siger Kristine Leerbeck.

Behov for rollemodeller

En række barrierer står dog i vejen for, at kvinder giver sig i kast med at investere. Blandt andet viser udenlandske studier, at der er behov for flere rollemodeller, viden og fællesskab for ligesindede kvindelige investorer.

- Derfor er jeg stolt af, at vi nu – i partnerskab med Angella Invest – sætter fokus på ti spændende og inspirerende kvindelige angel investorer. Med forskellige baggrunde og indgangsvinkler til investeringsverdenen er de rollemodeller for andre, som gerne vil i gang med at investere i virksomheder, siger Sine Linderstrøm, chef for iværksætteri i DI.

Hun oplyser, at DI længe har haft fokus på at fremme diversitet i både iværksætteri og virksomhedsledelser.

- Men hvis vi skal lykkes med større kønsdiversitet, så bliver vi nødt til at se på hele iværksættermiljøets værdikæde. Det omfatter også investorerne, der i dag langt overvejende er mænd, siger Sine Linderstrøm.

Sammen med en fagjury har DI og Angella Invest udvalgt de ti kvindelige investorer, og de blev alle hyldet i dag med over hundrede deltagere fra investormiljøet.

Læs publikationen:

10 kvindelige investorer, der inspirerer

En business angel eller angel investor er en privatperson, der investerer i unoterede virksomheder i de tidlige stadier – typisk startups og vækstvirksomheder. Udover at investere penge i virksomheden bidrager angel investorer også ofte med viden, erfaring og netværk, der kan hjælpe iværksættervirksomhedens udvikling.

Relateret indhold