12.09.23 DI Pressemeddelelse

DI: Ny aftale skaber ro om økonomien for voksen og efteruddannelser

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har her til aften indgået en ny aftale, som skaber tiltrængt ro om økonomien på landets voksen- og efteruddannelser.

- For Dansk Industri er det afgørende, at der nu er skabt stabile rammer for voksen og efteruddannelserne. Det betyder at virksomheder, medarbejdere og udbyderne af uddannelser nu kan lægge planer for fremtiden og bruge voksen- og efteruddannelserne. 

- Aftalen er en rigtig god nyhed for vores virksomheder og deres ansatte. Det er et vigtigt bidrag til at sikre virksomhederne adgang til de faglige kompetencer, som er så stærkt efterspurgte, og som er så vigtige for den grønne og digitale omstilling, siger viceadm. direktør Kim Graugaard, DI. 

Økonomisk betyder aftalen, at voksen og efteruddannelserne får tilført 360 mio. kr. årligt. Hertil kommer yderligere ca. 110 mio. kr., som hentes fra virksomhedernes bidrag til en forhøjet VEU-godtgørelse. Til gengæld får virksomhederne i 2023 tilbageført 160 mio. kr. af deres indbetalinger til finansiering af VEU-godtgørelsen, hvor midlerne ikke er blevet anvendt på grund af faldende aktivitet på AMU.

En del af pengene i aftalen skal gå til en national indsats for at øge brugen af digitale læremidler og ny teknologi i undervisningen på AMU. Samtidig bliver et tidligere  løft af taxametrene til AMU, FVU Digital og FVU Engelsk gjort permanent. Det samme gælder Omstillingsfonden, som yder støtte til deltagerbetalingen på efteruddannelse på videregående niveau.  

Aftalen betyder også, at der skal ses på, hvordan AMU-kurser kan tilrettelægges, så internationale medarbejdere kan opnå den certificering, som kræves for at udføre opgaver i Danmark.

- Aftalen indeholder mange gode elementer. Særligt er vi i DI glade for, at der sættes fuld kraft brugen af digitale teknologier i undervisningen på AMU, samt at der sættes fokus på rammerne for certifikater i AMU for både danske og internationale medarbejdere. Vi glæder os selvfølgelig også over, at der tilbageføres 160 mio. kr. til virksomhederne, siger Kim Graugaard.

Relateret indhold