24.06.24 DI Pressemeddelelse

DI: Beskæftigelsesindsatsen skal stadig hjælpe ledige i arbejde

Ny rapport har gode tiltag til en mere effektiv beskæftigelsesindsats, og det er vigtigt, at ledige stadig holdes tæt på arbejdsmarkedet, og at virksomhederne har en central rolle, lyder det fra Dansk Industri

”Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats” har præsenteret sine anbefalinger til en reform af beskæftigelsessystemet. Ekspertgruppens arbejde skal understøtte regeringens mål om at spare 3 mia. kroner på indsatsen bl.a. ved at nedlægge jobcentrene.

- Det er altid fornuftigt at se på, om man kan gøre tingene klogere, billigere eller mere effektivt. Vi er meget positive over for, at man vil nedbringe udgifterne, mens beskæftigelsesindsatsen fortsat skal understøtte et velfungerende arbejdsmarked og indsatsen for de ledige, siger vicedirektør Steen Nielsen, chef for arbejdsmarkedspolitik i DI.

- Ekspertgruppen har foreslået en forenkling af beskæftigelsesindsatsen med færre regler og ydelsesgrupper og med en stor besparelse. Det en god ide, for det er svært at drive et jobcenter effektivt i dag med de mange forskellige krav og regler, som de skal opfylde for hver af de mange ydelsesgrupper.

- Desuden kan færre ydelsesgrupper lede til færre på offentlig forsørgelse, så flere kan blive en del af arbejdsmarkedet, hvor der er stor brug for dem, siger Steen Nielsen.

Der er også lagt op til, at kommunerne selv kommer til at planlægge beskæftigelsesindsatsen, så den passer til den enkelte kommune.

- Med friere rammer får kommunerne et stort ansvar for selv at tilrettelægge indsatsen til at hjælpe de ledige bedst muligt i job. Også de personer med andre udfordringer udover ledighed, siger Steen Nielsen.

- I DI håber vi, at kommunerne vil fortsætte med at have et godt samarbejde med virksomhederne om beskæftigelsesindsatsen, både på rekruttering, men også i forhold til jobsøgning, jobprøvning og til at holde ledige tæt på arbejdsmarkedet. Samarbejdet  mellem virksomheder og jobcentre er nemlig helt centralt i beskæftigelsesindsatsen for at hjælpe ledige i job.

Han understreger, at virksomhederne har været glade for samarbejdet med jobcentrene, og fx viser en ny DI-analyse, at en tredjedel af virksomhederne bruger jobcentrene til rekruttering.

Relateret indhold