27.06.24 DI Pressemeddelelse

DI: God nyhed med Chromebook-aftale

- Først og fremmest er det en god nyhed, at Kommunernes Landsforening og Google har lavet en aftale der gør, at der nu er klarhed for både skoler, undervisere og forældre. Forhåbentlig kan vi dermed sætte et tiltrængt punktum i den meget omtalte "chromebook-sag", siger digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri Andreas Holbak Espersen.

- Samtidig er det vigtigt at understrege, at selvom der er fundet en løsning i den konkrete sag er den generelle problematik langt fra forsvundet.

- Derfor er vi glade for at Regeringen har igangsat et arbejde med at finde løsninger på de bredere problemstillinger som er blevet tydelige med Chromebook-sagen.

Gammel lovgivning

- Sagen har tydeliggjort de udfordringer der er mellem en moderne digital offentlig sektor på den ene side og gammel sektorlovgivning på den anden side. 

- Vi ser derfor frem til det arbejde regeringen nu har sat i gang med at finde løsninger der gør at vi også i fremtiden kan sikre beskyttelsen af den enkeltes personoplysninger og samtidig nyde godt af de mange goder den digitale understøttelse fører med sig, siger Andreas Holbak Espersen.