04.06.24 DI Pressemeddelelse

DI: Ny rapport viser væsentligt behov for investeringer i kollektiv transport

Transportministeriets ekspertudvalg om kollektiv mobilitet har netop offentliggjort første del af sit arbejde. DI hilser rapporten velkommen. Den viser med al tydelighed, at der er brug for at investere langt mere i den kollektive trafik i Danmark.

En netop offentliggjort rapport fra Transportministeriets ekspertudvalg om kollektiv mobilitet viser, at andelen af pendlere, der bruger bussen, er faldet med 30 procent. Og det er et væsentligt samfundsmæssigt problem, lyder det fra DI Transport.

- Vi ser et velfærdsområde, som i alt for mange år ikke har været politisk prioriteret. Derfor har vi nu en udvikling, som bør give dybe bekymringsrynker hos alle transportordførere på Christiansborg, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport og fortsætter:

- Antallet af busrejser er faldet med 30 procent på bare syv år. Det er bekymrende, og der er brug for væsentlige investeringer og politiske retning, så vi kan få vendt udviklingen. Som i Sverige bør vi få en meget klar politisk målsætning om, hvilken mobilitet vi vil have i fremtiden, siger han.

Branchedirektøren understreger dog, er der er sket en positiv udvikling i den kollektive transport efter coronanedlukningen. 

- Vi kan heldigvis se, at flere trafikselskaber lige nu melder om stigende passagertal, så der er et meget klart ønske blandt befolkningen om at bruge tog og bus i højere grad, særligt i de større byger. Det momentum skal vi udnytte, for det er samtidig helt tydeligt, at det er de ruter, hvor der bliver investeret penge, der er de mest populære, siger Karsten Lauritzen.

- Det vil være oplagt lade sig inspirere af Sverige, hvor de har en klar målsætning om at fordoble brugen af den kollektive transport. I Skåne er de snart i mål, og her er læringen, at pris, pålidelighed og punktlighed er altafgørende for, at passagererne vælger det kollektive, siger Karsten Lauritzen.

Ekspertudvalget udgiver samtidig et idékatalog, der efter DI's opfattelse indeholder gode forslag og idéer.

- Idékataloget er et rigtig godt initiativ, men det er vigtigt, at politikerne ikke får det indtryk, at den kollektive transports udfordringer alene kan løses med frivilligbusser, samkørsel og nye taxaregler, siger Karsten Lauritzen.

Relateret indhold