19.06.24 DI Pressemeddelelse

Pause af havneudvidelse rammer erhvervslivets udvikling

Forligskredsen bag udvidelsen af Aarhus Havn har besluttet at sætte planerne på pause. Den beslutning ærgrer Dansk Industri, da det kan forhinde hundredvis af virksomheder i at få adgang nyt areal, så de kan udvide og udvikle sig.

Socialdemokratiet, SF, Konservative og Venstre i Aarhus Kommune har netop besluttet at sætte planerne om udvidelsen af Aarhus Havn på pause. Og den beslutning forhindrer hundredvis af virksomheder i at få adgang nyt areal, så de kan udvide og udvikle sig, lyder det fra DI.

- Jeg er enormt ærgerlig over, at forligskredsen bag havneudvidelsen løber fra en allerede indgået aftale. Der er brug for, at virksomhederne kan regne med de politiske aftaler, der er indgået, herunder havnehudvidelser, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport og fortsætter:

- Søfragt er den mest klimavenlige og omkostningseffektive transportform af varer. Havnene vil rigtig gerne spille en rolle i den grønne omstilling og den øgede energiproduktion, og det kræver plads, siger han. 

Forligskredsen understreger, at staten skal engagere sig i udvidelsen af Aarhus Havn, hvis planerne skal realiseres. Og den opfordring deler Karsten Lauritzen.

- Staten bør engagere sig i udvidelsen af havne med national interesse. Jeg vil opfordre regeringen til at gøre hvad den kan, så vi kan fremtidssikre erhvervslivet på havnene samt vores forsynings- og sikkerhedsmæssige hensyn, siger Karsten Lauritzen.

Direktøren understreger samtidigt, at beslutningen også vil gå ud over borgerne i Aarhus Kommune.

- Når havnen ikke udvides forsvinder finansieringen af de miljø- og biodiversitetsprojekter, der ellers var planlagt. Havneudvidelsen er selvfølgelig til gene for mange i byggefasen, men det færdige projekt ville betyde flere rekreative områder for borgerne i Aarhus og et stort naturgenopretningsområde. Derfor er et nej til havneudvidelsen også et nej til bedre vilkår for borgerne, natur og havmiljø, siger Karsten Lauritzen.

Nanna Lodberg Theut

Nanna Lodberg Theut

Kommunikationsrådgiver

  • Direkte +45 3377 3116
  • Mobil +45 2680 7923
  • E-mail nalt@di.dk

Relateret indhold