11.06.24 DI Pressemeddelelse

DI: Regeringens køreplan lever ikke op til forventningerne

Klimaminister Lars Aagaard har netop præsenteret regeringens køreplan for, hvordan Danmark skal leve på til sine europæiske energieffektiviseringsforpligtelser. Planen lever ikke op til forventningerne, men indeholder dog en bredere forståelse af energieffektivitet, lyder det fra Dansk Industri (DI).

Det europæiske energieffektiviseringsdirektiv forpligter EU-landene til at reducere deres energiforbrug med halvanden procent årligt frem mod 2030. Regeringen har netop præsenteret sin køreplan for, hvordan Danmark når i mål, og konklusionen er, at Danmark ikke skal foretage yderligere, da vi lige akkurat lever op til forpligtelserne gennem allerede vedtagne energiafgifter. Og selvom energieffektivisering nu bliver en samlebetegnelse for bl.a. energibesparelser, elektrificering og overskudsvarme, kunne vi godt have tænkt os nogle mere konkrete initiativer, lyder kritikken fra DI.

- Regeringens køreplan er letkøbt. Det er fint, at den påpeger vigtigheden af fleksibel energiudnyttelse, hvilket DI bakker op om, men køreplanen indeholder derudover ikke meget nyt. Det erhvervsliv, der skal levere løsningen, er slet ikke blevet inddraget nok, siger Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør i Dansk Industri og fortsætter:

- Erhvervslivet havde håbet på en langt større og mere ambitiøs plan. Vi kunne godt have tænkt os nogle flere konkrete initiativer, men jeg vil gerne kvittere for, at klimaministeren inviterer til, at fremtidens rammer skal drøftes med branchen, siger han.

Tilbage i efteråret 2023 præsenterede DI et udspil om energieffektivitet med 39 konkrete anbefalinger til regeringen. Med udspillet ville Danmark ikke bare leve op til energieffektiviseringsdirektivet, men sætte en helt ny standard for, hvordan Danmark kan udnytte energieffektivisering og generere et samfundsøkonomisk overskud på 13 mia. kr. årligt.

- Danmark har alle forudsætninger for at blive et foregangsland her. Verdens bedste virksomheder til at energieffektivisere bor i Danmark, og vores beregninger viser, at Danmark kunne skabe et samfundsøkonomisk milliardoverskud. Derfor undrer det mig, at regeringen alligevel ikke vælger at plukke de lavthængende frugter, siger Emil Fannikke Kiær.

- En mulighed havde eksempelvis været at skabe bedre incitamenter til at udnytte overskudsvarme. Det sætter det nuværende prisloft imidlertid en stopper for, og det havde været oplagt at fjerne det med denne køreplan, siger han.

Erhvervsorganisationen hæfter sig ved, at der fortsat er en stor opgave med at nå i mål med bygningsdirektivet i Danmark.

- Det er ikke længe siden,  at bygningsdirektivet blev vedtaget. Her spiller gode rammer for energieffektivisering en afgørende rolle. Regeringen står altså fortsat overfor en stor opgave, der ikke er løst med køreplanen, og her kommer vi naturligvis til at spille ind med konkrete løsninger, der kan få Danmark i mål, siger Emil Fannikke Kiær.

Relateret indhold