07.06.24 DI Pressemeddelelse

Philip banker buler ud til den helt store pris

’Årets Lærling’ i bilbranchen er karrosseriteknikerlærling Philip Jannick Salmansen fra Sondrup Bilcenter A/S i Viby J

Hvad der virkede som en normal arbejdsdag, skulle senere vise sig at blive noget helt andet for den snart nyudlærte karrosseritekniker Philip Jannick Salmansen. Direktøren for Sondrup Bilcenter, Ole Sondrup, havde på forhånd inviteret alle medarbejdere til en gang fredags-grill-hygge, hvor Philip i stedet blev bedt om at køre en tur med Ole Sondrup.  

Tilbage på skadesværkstedet bliver Phillip nu overrasket med konfetti og mødt af kolleger, familie, ledere og repræsentanter fra Dansk Metal, DI Bilbranchen og Dansk Automobil Sports Union (DASU). Alle er samlet for at overrække Philip prisen som ’Årets Lærling’ i bilbranchen, som han, uden at vide det, var blevet indstillet til af sin værkfører.

”Jeg er rigtig glad for at have modtaget prisen. Det er kommet som en kæmpe overraskelse, og jeg er meget taknemmelig for at blive anerkendt på den måde, og at folk synes, jeg er en dygtig håndværker. Herude på værkstedet er vi ét stort fællesskab, så det betyder meget for mig, at alt det her sker blandt mine kolleger, som hver dag gør det rart for mig at gå på arbejde”, udtaler en glad og begejstret Phillip Jannick Salmansen.   

Philip begyndte som lærling hos Sondrup Bilcenter i 2020 og afsluttede sin svendeprøve i foråret med en flot karakter. Det, lagt sammen med Philips mange andre kvaliteter, har gjort, at Philip er sikret fastansættelse hos Sondrup Bilcenter, når hans lærlingeperiode udløber i slutningen af juni.

Derudover har Philips værkfører, Jimmy Pedersen, i sin indstilling lagt vægt på Philips evne til at tilegne sig ny viden fra hans skoleophold og bringe dette i spil på sin arbejdsplads. Philip har blandt andet været med til at finde nye og mindre sundhedsskadelige materialer til brug i arbejdet, og af den vej har han været med til at løfte arbejdsmiljøet på hele skadesværkstedet.  

”Det er en stor dag for Philip, men også en stor dag for Sondrup Bilcenter. Jeg er utrolig stolt af Philip, som ikke bare er faglig dygtig, men også en rigtig dejlig person at have med på holdet. Prisen som ’Årets lærling’ siger selvfølgelig en masse om Philip, men også om det team, der står bag ham. Så det er bestemt også en stor dag for Sondrup Bilcenter.”, fortæller en begejstret Ole Sondrup, direktør for Sondrup Bilcenter.

Dansk Metal og DI Bilbranchen: Vi har brug for flere dygtige faglærte som Philip
Dansk Metal og DI Bilbranchen står bag prisen ’Årets Lærling’, som hvert år bliver uddelt til en lærling, der er under, eller lige har afsluttet, en teknisk erhvervsuddannelse i bilbranchen som enten personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker eller karrosseritekniker.

Foruden den personlige hyldest og anerkendelse af prismodtagerens arbejdsindsats, er prisen også med til at sætte fokus på bilbranchens erhvervsuddannelser og de karrieremuligheder, man kan få med en erhvervsuddannelse. DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, siger om dette års prismodtager:

”Philip er et fantastisk eksempel på noget af det, branchen har allermest har brug for i dag – dygtige faglærte. Teknikken i bilerne udvikler sig eksplosivt i disse år, og det samme gør de materialer, moderne bilers karrosserier er lavet af. I en lang årrække frem får vi derfor brug for dygtige karrosseriteknikere, der både kan arbejde i stål, som stadig er det mest udbredte materiale, men også i nye materialer som plastik og aluminium. Og Philip er superdygtig til begge dele.”

Kasper Palm, forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal, supplerer:

”Uden dygtige faglærte bliver den grønne omstilling ikke til noget. Det er vigtigt, at vi de kommende år får opdateret vores biler, så de bliver så grønne som muligt. Her spiller karrosseriteknikere en central rolle. Derfor er det virkelig godt, at vi herhjemme har så mange dygtige faglærte som Phillip, der gør en forskel både på arbejdspladsen og for klimaet. Det kan han godt være stolt af!”

Som en ekstra del af præmien kan Philip nu se frem til at deltage i FIA Motorsport Games i Valencia senere på året, hvor han, alt efter interesse, kan vælge at indgå som en del af det tekniske personale for et racing-team. Turen sponsoreres og arrangeres i samarbejde med DASU.

Om prisen
Dansk Metal og DI Bilbranchen står hvert år for udvælgelsen af ’Årets Lærling’ i bilbranchen. Virksomheder, der er medlem af DI Bilbranchen, kan indstille en eller flere lærlinge, som er medlem af Dansk Metal og som er nyudlært eller i gang med en teknisk erhvervsuddannelse i branchen. Det kan være som personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker eller karrosseritekniker. Det er første gang, at en karrosseritekniker modtager prisen.

Relateret indhold