05.11.21 Miljø, energi og klima Nyheder

Kortlægning af test- og demonstrationsfaciliteter på vej

Forskningsalliancen bestående af Dansk Industri, Dansk Metal, IDA og ATV har fået bevilliget knap en million kroner fra Industriens Fond til at kortlægge test- og demonstrationsfaciliteter i Danmark.

En landsdækkende kortlægning af test- og demonstrationsfaciliteter er på trapperne. Det sker efter, at forskningsalliancen bestående af DI, Dansk Metal, IDA og ATV har modtaget en bevilling på knap en million kroner til at danne sig et overblik over nuværende og potentielt nye testfaciliteter i hele landet. 

Vi har i Danmark mange testfaciliteter, men der mangler et overblik. Med en kortlægning af udbuddet vil flere virksomheder få kendskab til muligheder for test og demonstration af nye løsninger og teknologier. Det forventes, at kortlægningen vil bidrage til, at virksomheder hurtigere kan få afprøvet nye løsninger.

Test- og demonstrationsfaciliteter er afgørende for at fremme innovation og sikre virksomhedernes mulighed for at udvikle produkter til markedet og bidrage til løsninger på globale udfordringer.

Det er planen, at kortlægningen skal omfatte universiteter, GTS institutter, forsyningsselskaber og private virksomheder mv. Som en del af projektet skal overblikket visualiseres på et digitalt danmarkskort, så virksomheder og forskere hurtigt kan få overblik og navigere rundt i de mange muligheder.

I løbet af november 2021 udsendes et spørgeskema til virksomheder som led i kortlægningen. Hold dig opdateret ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Miljø, energi og klima her.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet Miljø, Energi og Klima med relevante nyheder fra erhvervslivet, pressemeddelelser samt invitationer til fysiske og virtuelle arrangementer. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold