13.07.21 Miljø, energi og klima Nyheder

Nyt borgerforslag: Europæisk Miljøscore

EU-Kommissionen har besluttet at registrere et borgerforslag fremsat af Det Europæiske Borgerinitiativ, der går ud på at informere forbrugere om miljøpåvirkningen af produkter på det europæiske marked. DI bakker op om en harmoniseret tilgang til at opgøre produkters miljøpåvirkning.

European EcoScore er navnet på det forslag, som Det Europæiske Borgerinitiativ har fremsat for Europa-Kommissionen. Formålet med gruppen er at fremme borgernes deltagelse i EU's beslutningsprocesser.

Idéen med forslaget er, at produkter skal mærkes på indpakningen med information om den miljømæssige påvirkning af det givne produkt. Mærkningen visualiseres som et bogstav fra miljøscoren, der går fra ”A” (meget miljøvenlig) til ”F” (meget skadeligt for miljøet). Formålet med initiativet er at give forbrugerne en indikation på, hvilken påvirkning produkter, solgt på det europæiske marked, har på miljøet. Derved kan forbrugerne træffe informerede valg, når de står og kan vælge mellem flere produkter, en mulighed der efterspørges.

Efterspørgslen på viden om miljøpåvirkningen af produkter er høj blandt forbrugerne. Eksempelvis har mere end 20 millioner downloadet Yuka, en applikation som nemt og hurtigt scanner barkoden på et produkt og giver brugerne relevante informationer om produktet.

Det Europæiske Borgerinitiativ vil gerne have lavet noget lignende med miljøscoren ved, at man skal kunne scanne barkoden på produktet, hvorefter forbrugeren bliver ledt til en online platform, som informerer om produktet, og hvordan produktets miljøscore er udregnet.

Flere private aktører har allerede arbejdet på idéen om at give forbrugerne indikationer på miljøpåvirkningen af produkter. Et problem er dog, at der fortsat mangler en lovlig harmonisering af udregningsmetoden for miljøpåvirkningen, hvilket Det Europæiske Borgerinitiativ vil lave om på. De foreslår blandt andet, at der gøres brug af de nuværende databaser og metoder til udregning af produkters miljøscore. Dog lægger de vægt på vigtigheden af, at udregningsmetoden videreudvikles og udregnes i overensstemmelse med ny videnskabelig viden på området.

Næste skridt

Ved et pressemøde den 30. juni meddelte EU-Kommissionen, at man har besluttet at registrere forslaget da det er juridisk muligt at indføre. Næste skridt i processen er, at organisatorerne bag forslaget har et år til at indsamle 1 million underskrifter fra minimum 7 forskellige EU-lande. Dernæst skal EU-Kommissionen vurdere forslaget samt diskutere hvorvidt man vil gå videre med det.

Borgerslaget skal ses i sammenhæng med en række forslag fra EU-Kommissionen, der skal gøre produkter mere bæredygtige og skabe mere gennemsigtighed for forbrugerne i EU. I løbet af efteråret 2021 forventes EU-Kommissionen at fremsætte et lovforslag vedrørende grønne anprisninger samt et lovforslag med principper vedrørende produkt- og informationskrav, der skal fremme bæredygtighed.

DI: Der skal gælde de samme regler på tværs af EU

DI tilslutter sig ønsket om at sikre sig lige konkurrencevilkår på tværs af Europa – også når det gælder metoden til at opgøre produkters påvirkning af miljøet. DI ønsker, at en harmoniseret metode skal bygge på livscyklus-tilgangen, og at der skal følges op på overholdelsen af regelsættet fra myndighedernes side. Endelig opfordrer DI til, at der fra EU’s side investeres i at give virksomheder adgang til data og rådgivning, så også mindre virksomheder kan levere velfunderet information til forbrugerne.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet Miljø, energi og klima med relevante nyheder fra erhvervslivet, pressemeddelelser samt invitationer til fysiske og virtuelle arrangementer. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Bünemann

Louise Bünemann

Fagleder for EU miljøpolitik

  • Direkte +45 3377 3024
  • Mobil +45 4070 6911
  • E-mail lobu@di.dk

Relateret indhold