16.07.24 Miljø, energi og klima Nyheder

Når vi kommer tilbage efter sommeren…

Vi ser tilbage på det første halve år af 2024 og melder klar til at trykke speederen i bund på den anden side af ferien – når altså lige vi har nydt sommeren i fulde drag nogle uger….

Det er sommer uanset vejret, og hos Miljøpolitik og Cirkulær Økonomi i Dansk Industri kan de fleste af os endelig sige RIGTIG GOD FERIE! Der bliver plads til at koble helt af for en stund, så vi kan komme tilbage med fuldt opladte batterier på den anden side af en (forhåbentlig) solrig sommer. Men inden vi når så langt, er der heldigvis også plads til at reflektere over det første halve år af 2024, som er gået – og det næste, der kommer.

Det første halve år af 2024 har i sandhed været et travlt ét af slagsen. Sammen er det lykkes os at udgive et politisk udspil om mere og bedre natur og biodiversitet, et udspil om bedre forvaltning af råstoffer og ikke mindst en Blue Deal, som flere og flere i Europa tilslutter sig – og listen fortsætter med gode eksempler.

Karin med udspil om mere og bedre natur og biodiversitet

Karin med udspil om mere og bedre natur og biodiversitet

Foto: Dansk Industri

På dagsordenen efter sommerferien

Efter sommeren vil vi tage fat i en række vigtige miljøpolitiske dagsordener, som kommer til at fylde for danske virksomheder:

Vi skal først og fremmest videre med implementeringen af producentansvar på emballage. DI vil arbejde for at fastholde den politiske aftale, som er blevet indgået, og som sikrer gennemsigtighed i den kommunale økonomi. Lige nu er der et lovforslag i høring, som kan betyde, at regningen stiger markant fra 2,3 mia. kr.

Vi skal følge op på spildevandssager og særligt have øjnene åbne for dem, som har fået prioriteret opmærksomhed i mediebilledet. Vi forventer, at sagerne ikke blot vil føre til et administrativt speed-up på miljøgodkendelser, men at de også kan betyde stramninger i regelsæt.

 

Karin på Folkemødet 2024

Karin på Folkemødet 2024

Foto: Dansk Industri

Aftalen om et grønt Danmark er endelig landet, og i DI er vi glade for, at landbruget tager et stort skridt i den rigtige retning ved at tage ansvar. Vi skal selvfølgelig følge op på den grønne trepart, og det kommer fra DI’s side til at være med særligt fokus på natur og kvælstof.

I slutningen af oktober er vi et par stykker fra enheden, der drager mod Cali, Colombia, hvor vi skal deltage i COP 16 om biodiversitet. Biodiversitetsdagsordenen tager mere og mere plads på den politiske dagsorden, og der er naturligvis en række forberedelser af DI’s politiske initiativer og events med deltagende virksomheder forbundet med den tur. Er du interesseret i at udstyre din virksomhed med en masse ny og højaktuel viden om biodiversitet i erhvervslivet, kan du læse mere og tilmelde dig vores delegation, som vi arrangerer i samarbejde med Miljøministeriet, udenrigsministeriet og State of Green.

Biodiversitetskonference
Foto: Dansk Industri

PFAS-regulering kommer til at være i spotlyset. De to videnskabelige udvalg under EU’s kemikalieagentur vurderer og diskuterer løbende mindre dele af EU’s restriktionsforslag på deres møder, og i september kommer det til at handle om tekstiler, polstring, læder, beklædning og tæpper samt fødevarekontaktmateriale og indpakning – og ikke mindst petroleum og minedrift. Vi holder også skarpt øje med den særlige danske handlingsplan, som sætter nogle få virksomheder under pres ift. PFAS-forurening på deres jord.

Sidst på efteråret vil vi formentlig se den første arbejdsplan for ecodesign fra EU-Kommissionen. Det vil sige, de produkter, der først bliver underlagt minimumskrav, der skal gøre dem mere cirkulære – og stille krav om digitalt produktpas. Det er med ret stor sikkerhed tekstiler og stål, der står først i køen, men andre produktgrupper følger hurtigt efter.

Debat om kemi i forbrugerprodukter og konkurrenceevne

Debat om kemi i forbrugerprodukter og konkurrenceevne

Foto: Dansk Industri

DI vil derudover fortsætte med at bidrage konstruktivt til EU’s water resilience plan, som de europæiske miljøministre har tilkendegivet skal være i fokus for policy-udvikling i de kommende år.

Endelig kommer der til at være en række sager om fremtidens miljøregulering af produktionsvirksomheder set i lyset af Nordic Waste-sagen, ”den røde løber” (implementering af Net-zero-industry-act og industriparker), aftalen om  placering af VE-anlæg og virksomheder i tilknytning hertil, implementering af EU’s Industrial Emissions Directive, samt eventuel flytning af opgaver mellem stat og kommuner.

Hele teamet bag Miljøpolitik og Cirkulær Økonomi ønsker jer alle en god sommer. Vi glæder os til at se jer på den anden side og atter engang trække i arbejdstøjet – der er rigeligt at tage fat i.

Team MCØ ønsker god sommer

Team MCØ ønsker god sommer

Foto: Dansk Industri