03.09.20 Tech Der Tæller Nyheder

Sådan bruger vi data til at sikre den grønne omstilling

DI inviterede torsdag den 3. september til anden folkehøring i rækken af 10, hvor danskerne inviteres til at diskutere og finde på nye visioner for Danmarks digitale fremtid. Høringen handlede om smart brug af data i energisystemet, og deltagerne byggede, tegnede og fortalte om nye og anderledes måder at bruge bl.a. borgernes forbrugsdata til at skabe grønne løsninger.

En storsmilende LEGO-figur balancerer på toppen af to små LEGO-tårne. Det ene tårn består af mange forskelligartede, farverige LEGO-klodser. Klodserne er sat skævt sammen, og tårnet tilter til den ene side. Det andet tårn består af lysegrønne klodser, som er sirligt stablet ovenpå hinanden.

LEGO-konstruktionen er et billede på en af de løsninger, som deltagerne på Dansk Industris folkehøring ”Data giver grøn omstilling” fandt frem til torsdag den 3. september i Sønderborg. Løsningen går ud på, at data om vores energiforbrug, transport, indkøbsvaner m.m. skal samkøres frem for at befinde sig i mange vidt forskellige systemer, som ikke taler sammen.

På den måde kan borgere, myndigheder, virksomheder og politikerne bruge dataene til at skabe nye, grønne løsninger og vaner. Det grønne tårn med de snorlige LEGO-klodser er derfor billede på en ensrettet brug af data, som skaber CO2-reduktioner og energieffektivisering.

Data giver ikke grøn omstilling i sig selv

LEGO-tårnet var blot én ud af mange idéer, som blev fremført under folkehøringen i Sønderborg torsdag. 30 deltagere var mødt op for at diskutere, hvordan vi bedst muligt bruger data til at sikre grøn omstilling. Martin Lervad Lundø, CEO for Energinet Datahub og Peter Rathje, CEO i ProjectZero holdt inspirationsoplæg for deltagerne for at sætte tankerne i gang.

- Data i sig selv skaber ikke grøn omstilling, men vi kan skubbe til den grønne omstilling, hvis vi omsætter data til viden og nye løsninger, siger Martin Lervad Lundø, CEO for Energinet Datahub.

Mange af dagens løsninger handlede netop også om, hvordan vi bringer data om alt fra privatpersoners energiforbrug til virksomheders affaldssortering i spil til at sikre smartere og mere effektiv brug af vores ressourcer.

Interessen for data skal vækkes hos borgerne

En anden vigtig pointe fra dagens folkehøring var, at det skal gøres lettilgængeligt og sjovt at få indblik i sine egne og sin virksomheds data om energiforbrug m.m. Dette skal selvfølgelig ske med GDPR-hensyn for øje.

Flere af grupperne arbejdede med, hvordan vi bedst muligt får vækket nysgerrigheden og interessen blandt befolkningen til at bruge data som led i den grønne omstilling.

Et konkret eksempel var app-løsninger, hvor man kan bruge forbrugsdata til enten at få stærkere indblik i ens egne data i realtid eller i gamification-format, hvor det gøres til en konkurrence mellem venner, kollegaer og naboer om at se, hvem der kan spare mest muligt på klimaaftryk.

Vil du deltage i næste folkehøring?

Folkehøringen ”Data giver grøn omstilling” er en del af initiativet ”Danmarks digitale fremtid”, som består af 10 folkehøringer, der afvikles forskellige steder i landet. Hver folkehøring centreres omkring et bestemt tema inden for det digitale område, hvor DI sætter spot på forskellige digitale muligheder og dilemmaer, der påvirker alles arbejdsliv og dagligdag.

DI inviterer både borgere, politikere, meningsdannere og andre interessenter med om bordet, så samtalen bliver bred og inkluderende.

Efter hver høring følger mindst én politisk anbefaling, der kan handles på inden for det pågældende temafelt. Til den afsluttende folkehøring samles alle anbefalingerne til et samlet katalog, som efterfølgende overdrages til Christiansborg.

Den næste folkehøring afholdes tirsdag den 22. september i Aarhus under overskriften ”Bæredygtige byer og boliger med tech”. Læs mere og tilmeld dig her.

Resultater fra folkehøring #2

Ønsker du at få tilsendt resulaterne fra folkehøring #2, "Data giver grøn omstilling"? Kontakt chefkonsulent Mette Smith Thastum på mest@di.dk, og så skal vi nok lade dig vide, når afrapporteringen ligger klar.

Karoline Ry
Skrevet af:

Karoline Ry

Relateret indhold