Modulær produktudvikling
Der er store fordele at hente ved at arbejde modulært med produktudvikling. Læs mere om hvordan, du får mest ud af de fordele.
Med modularisering opbygges produktet i moduler, som på forhånd er udarbejdet efter markedets behov. I den traditionelle virksomhed er der ofte et stort katalog af produkter og reservedele, men virksomheden er alligevel ofte nødt til at håndtere direkte henvendelser fra enkelte kunder, der ønsker noget ændret eller tilpasset. Det skaber en lang og omkostningstung udviklingsproces, hvor kunderne ydermere kan opleve tilbagevendende produktfejl.
Med modularisering er fokus på de egenskaber, som de enkelte moduler besidder. Det er væsentligt at sikre at interfaces ikke ændres, herved opnås en langt større fleksibilitet i udviklingen af de enkelte moduler.
Eksempel
Et eksempel på et modulært produkt er en LEGO-klods. Det er modulært fordi:
- "Knopperne" på toppen passer nøjagtigt sammen til de andre klodser, mens interfacet aldrig ændrer sig. Dette er også gældende for de klodser, dine forældres generation legede med.
- Selve klodsen kan have mange forskellige former, funktioner og farver
- Hver klods kan have forskellige egenskaber, som f.eks. en skrå hældning til et tag eller en gennemsigtig klods til et vindue
- Hvis man tager 8 klodser på 2x4 i samme farve, kan man bygge 8.274.075.616.387 forskellige former.
Reducér time-to-market
I den modulære tankegang udarbejdes nye produkter på baggrund af markedsundersøgelser og de eksisterende moduler samt deres interfaces. Dvs. at rammerne for udviklingen er lagt fast samtidig med at produktegenskaberne er tydelige. Det giver et solidt udgangspunkt, der sikrer hurtigere udvikling
Færre produktelementer kan give øget innovation
Med modulær produktudvikling begrænses antallet af komponenter og reservedele. Det kan for nogle medføre en bekymring for, om udviklingen kommer til at stå stille fremadrettet. Erfaringer viser dog, at når man sætter udviklingsafdelingen over for udfordringen at skulle udvikle moduler med et begrænset antal af komponenter, fører det til øget innovation.
De grundlæggende forskelle på at arbejde traditionelt og modulært kan ses her:
Traditionel produktudvikling | Modulær tilgang |
Produktudvikling sker primært efter direkte henvendelser fra kunder eller medarbejdere |
Produktudvikling sker primært efter markedsbehov |
Ved kundehenvendelse udarbejdes tegninger til et nyt produkt | Ved kundehenvendelser udarbejdes tegninger til et delmodul, der passer til det eksisterende produkt |
Mange produkt- og reservedele |
Få produkt- og reservedele, der kan kombineres på mange måder |