20.12.22 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Månedens Iværksætter: Banana Cph

Banana Cph har haft et travlt og lærerigt 2022. Det har founder og CEO, Christian Cordius, måtte betale den dyre pris for i form af stress. Heldigvis går iværksætteren et spændende 2023 i møde, hvor han som nybagt far og med et stærkt bagland i ryggen er klar til at fortsætte rejsen.

Christian Cordis, CEO, Banana Cph

Først og fremmest tillykke med prisen som årets grønne iværksætter, som du blev tildelt af Danmarks Vegetarisk Forening. Men også tillykke med de nomineringer, du og I har modtaget i året, der er gået. Hvordan føles det at blive anerkendt for sit arbejde?

- Tusind tak. Det er en meget stolt følelse, jeg sidder med, når man bliver anerkendt på kryds og tværs af diverse kanaler og af forskellige samarbejdspartnere. Så må man gøre et eller andet rigtigt. Jeg har altid været utrolig dårlig til at tage imod ros, så det er en mærkelig følelse. Men alt i alt er jeg stolt, glad og utrolig spændt på fremtiden i Banana Cph. Især efter disse fantastiske nomineringer og priser, vi har vundet.

Hvilken rejse har Banana Cph været på i 2022?

- Banana Cph har gennemgået den helt store iværksætterrejse, hvis jeg selv skal sige det. Vi startede med at produktudvikle i mit lille køkken tilbage i 2017, hvor vi endte med en softice, som vi solgte inde på markedet i Torvehallerne i en butik, vi selv byggede af genbrugspaller. Fra det telt udsprang et butikskoncept, som var meningen skulle blive til en franchise-forretning. Men efter en covid-19 periode pivoterede Banana Cph i 2022 fra drømmen om fysiske butikker og franchise til en selskabsform med fokus på retail, convience og horeca. Også kaldet B2B.

- Det har været utroligt hårdt at gå fra 0 til 100 med ændring af personalet til ændring af produkt. En helt ny forsyningskæde skulle opbygges og en helt ny forretning skulle implementeres – alt imens vi stadig slikkede sårene fra covid-19. Det har været hårdt, men helt vildt lærerigt. Og vi glæder os til det nye eventyr, vi kigger ind i.  

Jeg er blevet mere bevidst omkring, hvad jeg vil, hvad jeg er god til og hvad jeg skal. Christian Cordius, CEO, Banana Cph

Hvad forventer I jer af 2023?

- Vi kigger ind i et år, hvor vi har fået godt fat i det danske markedet. Men i 2023 vil vi gerne fokusere på at kunne gøre det endnu bedre og gøre en endnu større forskel sammen med vores fantastiske samarbejdpartnere. Det bliver et år, hvor stenene til fremtidens Banana Cph skal lægges, og vi skal gøre klar til en udlandsrejse, som vi forventer at starte i 2024.

 

Banana Cph

Det glæder vi os til at høre mere om. Du har udtalt, at du har haft overvejelser om at lukke virksomheden pga. det økonomiske pres, der har fulgt med, hvilket har medført stress. Hvordan har du sluppet de overvejelser?

- Jeg har desværre været nede med stress flere gange. Og jeg er nok den dag i dag stadig stresset. Men gode mennesker omkring mig, min virksomheds vision og muligheden for at gøre en reel forskel holder mig oppe. Jeg er dog gået anderledes til mit arbejde, hvor jeg har mere fokus på mig selv og ikke kun virksomheden, som jeg har gjort tidligere. Derfor er jeg meget glad for at have fået Thomas Barton med ombord som COO, og han er det mindst stressede menneske, jeg kender. Det giver en god balance. Udover det så har jeg en fantastisk kæreste, som jeg deler alt med. Hun er utrolig god til at lytte og tale med mig om mine tanker og frustrationer.

Har du formået at finde den gode balance?

- Jeg ved ikke, om jeg har fundet den rette balance endnu. Men jeg er blevet mere bevidst omkring, hvad jeg vil, hvad jeg er god til og hvad jeg skal. Samtidigt har en stor del af den bekymring, man har gået rundt med skyldtes, at man ikke vidste, hvad de næste måneder bragte. Her er vi et andet sted nu, hvor vi efter en hård covid-19 periode har omstillet virksomheden og fundet vores hylde. Dét kombineret med at have gode mennesker omkring en, der er med til at guide mig den rette vej, er den rette balance for mig.

Du gav tidligere i år et interview til Børsen, hvor du meget ærligt åbnede op om, at du har stress og samtidig driver din virksomhed. Hvordan har du det nu?

- Nu er jeg lige blevet far. Så jeg er ret træt. Men glad. Det har helt sikkert fyldt en masse hos ikke blot mig, men også mit bagland. Og nu er det som om, at der er kommet mere ro og balance i mit liv – selvom jeg har mindre søvn. Det er ret underligt. Men jeg har det godt og endnu vigtigere, så har min søn og familie det godt, og virksomheden har en lys fremtid i sigte.

Du kan læse meget mere om Banana Cph lige her

Katrine Haahr Riisberg

Katrine Haahr Riisberg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4934
  • Mobil +45 2883 2878
  • E-mail kahr@di.dk

Relateret indhold