27.04.23 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Månedens iværksætter: ”Når jeg går i stå, går HEMBOO i stå”

Hun har en af fremtidens grønne løsninger, men vejen til at skabe en forskel i byggebranchen sker ikke over natten og er ikke uden bump undervejs. Iværksætter Helena Brandt Rejndrup har mistet to partnere undervejs og i starten af 2023 gik hun ned med stress.

Helena Rejndrup, adm. direktør HEMBOO

Hvad var startskuddet for HEMBOO?

- HEMBOO bygger på specialet, som min medstifter og jeg skrev på DTU i foråret 2020, hvor vi udviklede et bygningskomponent af hamp-kalk (hamp, kalk og vand) og bambus. Vores inspiration og motivation kom fra et ønske om at forandre en alt for CO2 tung byggebranche. 

- Derfor var der tre ting, der var særligt vigtige for os: at vores produkt levede op til bygningsreglementets krav, at det kunne præfabrikeres for at gøre det simpelt at bygge med, og at materialerne, vi anvender, skulle være biobaserede og cirkulære. Vi mente, at hvis vi kunne lykkes med det, kunne vi skabe et langt bedre potentiale for biobaserede materialer på markedet.

- Specialet viste sig at være rigtig succesfuldt, og vi havde lyst til at arbejde videre med produktet. Derfor sendte vi en ansøgning til Skylabs startup program Ignite. Da vi blev en del af det program, startede vores rejse med HEMBOO for alvor.

Selvom jeg har været stresset mange gange før i løbet af mine næsten 3 år i HEMBOO, så har det at stå helt alene i min virksomhed været noget af det hårdeste nogensinde. Helena Brandt Rejndrup, adm direktør HEMBOO

Du mistede din Co-founder undervejs. Hvad betød det for dig og HEMBOO?

- Ja, jeg har faktisk mistet to, men det var særligt hårdt at miste min medstifter, Elsa. Hun har været med mig igennem tykt og tyndt med HEMBOO i 2,5 år. Vi var igennem mange pressede situationer, men vi kunne altid støtte os til hinanden, og prioritere hvad der var vigtigt for os og virksomheden.

- Jeg troede egentlig, at det ville blive frigørende at være alene. Jeg ville virkelig kunne styre virksomheden i præcis den retning, jeg ønskede mig, og få gennemført så mange ting, når jeg ikke skulle være enig med nogen.

- For mig viste det sig at være stik modsat. Det har været hæmmende for mig ikke at have en sparringspartner med mig hver dag. Både til små og store beslutninger. Selvom jeg har været stresset mange gange før i løbet af mine næsten 3 år i HEMBOO, så har det at stå helt alene i minvirksomhed været noget af det hårdeste nogensinde. Jeg har været nede med stress, fået panikanfald og faktisk gået helt i stå i min hverdag. Og når jeg går i stå, så går HEMBOO i stå.

- Jeg har formået at holde en form for facade på LinkedIn. Men jeg ville ønske, at jeg havde været meget mere ærlig, og sagt det som det var: at jeg virkelig ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med HEMBOO længere.

Helena Rejndrup, adm. direktør HEMBOO i produktion med præfabrikeret ydervægselementer i hamp-kalk og træ.

Min største udfordring har været og er stadig at finde en eller flere nye medejere. Efter min nedtur blev jeg klar over, hvor vigtigt det er for mig. Helena Brandt Rejndrup, adm. direktør HEMBOO

Hvad har været den største udfordring på din vej, og hvordan løste du den?

- Min største udfordring har været og er stadig at finde en eller flere nye medejere. Efter min nedtur blev jeg klar over, hvor vigtigt det er for mig. Men hvordan finder man lige sådan en? Jeg var hos CSE i en periode, og fik en del forslag fra de søde medarbejdere der, men fandt ikke en hvor det bare klikkede.

- Som startup har jeg heller ikke haft den store kapital til at ansætte nogen. Så jeg har faktisk ikke løst det endnu. Men jeg har gang i at få genoptaget et advisory board, så det måske kan blive her, jeg kan finde støtten, som jeg har behov for, indtil jeg møder den/de rette medejere til HEMBOO.

Hvor ser du HEMBOO om et år, og hvordan kommer du derhen?

- Om et år skal HEMBOO være en virksomhed, der køres af flere ejere med forskellige kompetencer. En ingeniør eller lignende, som har styr på data og dokumentationsgrundlaget, en med forretning- og salgskompetencer og en med produktionserfaring eller en producent, der kan tage produktion til en stor skala.

- Derudover vil jeg meget gerne, at vi har gang i flere byggeprojekter og researchprojekter. Jeg ønsker at få inddraget flere studerende fra relevante uddannelser og institutter til at udvikle, teste mv. på materialerne, så vi kan skaffe så meget data til branchen som muligt.

- Jeg tror på, at det er vigtigt for at skabe mere viden og flere
anvendelsesmåder for biobaserede materialer, så de kan konkurrere med materialer, som er udviklet, testet og anvendt over flere årtier eller århundrede. For mig handler det primært om at få produktet derud, hvor der ikke er større benspænd for anvendelsen af det. Både i lille og stor skala.

Læs mere om HEMBOO her.

FAQ om HEMBOO

Hvad laver HEMBOO?

HEMBOO udvikler og producerer præfabrikerede ydervægselementer i hamp-kalk og træ (tidligere bambus). Vægelementerne er fuld etagehøjde og er både bærende, isolerende og brandisolerende uden ekstra lag. Det er et simpelt system, som blot skal installeres på byggepladsen og så pudses eller beklædes, og så står bygningens facader klar.

Pt. er elementerne udviklet til en-familieshuse, men visionen er, at de kan anvendes til etagebyggerier og dermed kunne gøre en stor forskel i branchen.

Hvornår startede I?

Vi startede HEMBOO i 2020 i Skylab Ignite efter at have udviklet vores produkt på DTU i forbindelse med vores speciale.

Hvad er HEMBOOs mission?

At gøre biobaserede byggematerialer en ligeværdig konkurrent til CO2-tunge byggematerialer ved at lave præfabrikerede vægelementer, som er gennemtestet, så de efterlever kravene fra bygningsreglementet, og som gør det simpelt at bygge biobaseret i alle højder

Sebastian Rübner-Petersen
Skrevet af:

Sebastian Rübner-Petersen

Katrine Haahr Riisberg

Katrine Haahr Riisberg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4934
  • Mobil +45 2883 2878
  • E-mail kahr@di.dk

Relateret indhold