09.07.24 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Førstegangsfounder: “Jeg ender simpelthen med at tømme opsparingen og købe domænet for 120.000 kroner”

Du kan hurtigt finde en ledig bil i nabolaget gennem GoMore, og med Airbnb er det nemt at leje en lejlighed af andre privatpersoner over hele verden. Så hvorfor kan man ikke leje en boremaskine, et surfbræt eller en slushice-maskine hos andre, når de ikke bruger den?

Sponseret: Artiklen er udgivet i samarbejde med Dansk Industri.

Den undren opstod i Pernille Lydia Sørensen, da hun selv stod og manglede en boremaskine. En åbenlyst god ide til en deleøkonomisk platform for de ting, vi sjældent bruger. Og ideen pressede til sidst så meget på, at hun var nødt til at tage affære, sige sit gode job op og gå i gang med at udvikle platformen.  

Jeg troede ikke, jeg var sådan en, der skulle være iværksætter. Jeg havde faktisk et meget dejligt job. Jeg kunne bare mærke, at jeg kedede mig i det og havde brug for en udfordring. Og jeg er ekstremt bange for, at jeg ikke får prøvet alle de ting, jeg gerne vil. Pernille Lydia Sørensen

Det er nu snart to år siden, at hun kastede sig ud i startup-livet og stiftede virksomheden Monto, som skulle gøre ideen til virkelighed. Både app og webapp er siden lanceret, og platformen begynder at få fat i markedet. Men det har ikke været uden slinger undervejs: Blandt andet nåede hun at bruge 120.000 kroner på et domæne før hun fandt ud af, at virksomheden skulle hedde noget andet. 

En kamp for det forkerte navn

At døbe sit startup er altid en stor beslutning, og for Pernille føltes navnet “Rento” som det helt rigtige. Platformen skulle bredt beskæftige sig med udlejning, og Rento lå godt i munden internationalt. Det føltes skalerbart, og det havde hun tidligt opsnappet var vigtigt som tech-founder. Men der var ét stort problem: 

Domænet www.rento.com var optaget.

Hun fandt frem til den amerikanske ejer, der havde haft domænet siden dotcom-boblen i starten af 00’erne, og egentlig ikke var interesseret i at sælge det. Men efter et hav af emails og en håndfuld videokald lod han sig overtale til at sælge domænet til den nette sum af 120.000 kroner.

Jeg tænkte, at jeg var nødt til at få navnet - for det er bare så skalerbart. Så jeg ender simpelthen med at tømme opsparingen og købe domænet for 120.000 kroner. Pernille Lydia Sørensen

Efter et par dage med nervøsitet for, om det hele var en scam, gik handlen igennem. Det perfekte navn var sikret, og den egentlig udvikling af platformen kunne nu få fuldt fokus. Troede hun.

“Indtil jeg ligger en nat og ikke kan sove, og kommer til at tænke på min veninde, som arbejder i Patent- og Varemærkestyrelsen. Vi havde jo ikke styr på varemærket Rento! Så lige så snart jeg vågnede, var jeg nødt til at snakke med hende,” husker Pernille Lydia Sørensen.

Samtalen førte til en varemærkeansøgning. En ansøgning som fik indsigelser fra andre selskaber, der også brugte variationer af navnet Rento. Trods kampen for at få fat i domænet indså hun, at det ville blive for besværligt at insistere på navnet.

Jeg tænkte først, at hvis vi ikke kunne hedde Rento, så er det hele jo ødelagt. Men heldigvis havde vi ikke offentliggjort et navn endnu. Så jeg måtte jo bide i det sure æble. Og det var nok første gang, jeg virkelig var langt ude at svømme - og var nødt til at blive ved med at svømme. Pernille Lydia Sørensen

Lær af andres fejl

Rento blev til Monto, som nu lever på det langt billigere domænenavn Monto-rent.com, hvilket hun stadig skal lære at holde af. Domænet Rento.com fik hun heldigvis afsat til samme pris, som hun selv havde givet. Hele manøvren kom altså i sidste ende kun til at koste hende tid - og gav hende en lektion i iværksættere.

Jeg vidste jo ikke, at jeg kunne købe et domæne for 4 kroner. Når jeg fortæller det her til erfarne folk griner de, og fortæller selv en historie. Man forstår jo ikke, hvad man kaster sig ud i - og man kender ikke opskriften fra start. Pernille Lydia Sørensen

Det store - og også for store - fokus på navn og domæne, er én af flere fodfejl hun i bagklogskabens lys ser på rejsen i dag. Men hun har også undgået mange potentielle fejl, for som ny førstegangsfounder har hun hele vejen igennem været opmærksom på værdien i at netværke med mere erfarne startupfolk.

“Det var vigtigt for mig fra start at træde ind i det her space og opbygge et netværk. Og alle har bare været mega fede: Alle er klar til at tage en times ud af deres kalender til at snakke om forretningen og de fejl, de selv har lavet. Det har jo bare været sindssygt fedt,” siger hun.

Hun har blandt andet været med i iværksætternetværket hos Dansk Industri og deltaget i en række events, hvor hun har fundet ligesindede at sparre med. Og i slutningen af 2023 fandt hun ud af, at hun skulle have en medstifter med på rejsen. For rejsen er både fantastisk spændende og fantastisk hård - og så er det godt at have nogen at dele den med:

Det var jo også fuldstændig hul i hovedet at kaste sig over en tosidet markedsplads. Der har været noget at lære, og jeg er gået til det med en vis grad af naivitet og uerfarenhed. Og havde jeg vidst, hvad det krævede, så tror jeg måske ikke, at jeg var sprunget ud i det. Pernille Lydia Sørensen

Artiklen er udarbejdet af Sebastian Kjær.

Silke Kofoed
Skrevet af:

Silke Kofoed