Vi rådgiver dig

Alenearbejde og isoleret arbejde

Alenearbejde er arbejde, hvor medarbejderen er alene på arbejde. Hvis der er fare forbundet med alenearbejdet, og faren ikke kan imødegås, må alenearbejdet ikke foregå.

Alenearbejde kan f.eks. foregå under natte- eller tilkaldevagter, ved arbejde i kontrolrum eller ved enmandsbetjente anlæg.

Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det gælder både ved almindeligt arbejde og ved alenearbejde. 

Alenearbejde er ikke en risikofaktor i sig selv. Men der kan dog forekomme arbejdsprocesser under alenearbejde, der udgør en risiko for f.eks. uheld og ulykker.

Hvis der er fare forbundet med alenearbejde, skal arbejdet tilrettelægges, så faren imødegås. Er det ikke muligt, må den ansatte ikke arbejde alene.

Læs også § 11 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse (at.dk)

Når alenearbejde ikke må foregå eller har særlige krav

 Nogle arbejdsopgaver må ikke udføres alene, det gælder bl.a. :

  • Arbejde med fare for nedstyrtning
  • Arbejde i lukkede rum og kanaler
  • Arbejde, inspektion, tømning og reparation i siloanlæg
  • Arbejde fra lift
  • Arbejde i fjernvarmebrønde
  • Arbejde i områder uden radiokontakt

Alenearbejde kan også stille særlige krav til instruktion, viden eller forudsætninger. Det gælder f.eks. reparationer på syre- og ammoniakanlæg, arbejde fra stiger og fysisk hårdt krævende arbejde med tunge løft.

Forebyg helbredsrisici ved alenearbejde

Ved alenearbejde skal der altid laves en risikovurdering for at sikre, at arbejdet og opgaverne foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Det er en god idé at kortlægge og vurdere arbejdsprocesser og arbejdsopgaver ved alenearbejde i arbejdspladsvurderingen (APV).

Ved alenearbejde kan helbredsrisici f.eks. forebygges og minimeres, når:

  • Alle medarbejdere ved, hvor og hvornår alenearbejde ikke må foregå
  • Der er klare sikkerhedsinstruktioner om alenearbejde
  • Der er tilgængelige overvågnings- eller kaldesystemer og kontrolsystemer
  • Det påkrævede sikkerhedsudstyr er tilgængeligt

Arbejdsprocesser og -opgaver ved alenearbejde skal indgå i arbejdspladsvurderingen (APV), og der skal udarbejdes  en handlingsplan, hvis der er problemer forbundet med alenearbejdet, som skal løses.

Læs mere om arbejdspladsvurdering (APV)

Sikkerhedsrunderinger og alenearbejde

For at sikre det gode arbejdsmiljø, kan det være en god idé at lave sikkerhedsrunderinger, hvor I gennemgår arbejdsopgaver og arbejdsprocedurerne ved alenearbejde. Her kan I identificere og tale om de risici, der kan opstå ved alenearbejdet, samt hvordan de kan forebygges.

Kirstine Spiegelenberg

Kirstine Spiegelenberg

Seniorchefkonsulent

Marie-Louise Heneberg

Marie-Louise Heneberg

Teamleder