Getty Images
06.06.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Forskning: Hvordan får vi flere til at gennemføre en erhvervsuddannelse?

Vil du gerne præge, hvad forskerne skal undersøge om lærlinge og elever med særlige støttebehov? Så deltag i denne spørgeskemaundersøgelse.

”I har nu som virksomheder en helt unik mulighed for at fortælle forskerne, hvor der mangler viden, og hvad de skal forske i fremover, så flere elever med særlige støttebehov gennemfører en erhvervsuddannelse,” siger DI Lærlingeindsats’ chefkonsulent Heike Hoffmann og fortsætter:

”Og hvem er bedre til at komme med deres input end de virksomheder, der kender eleverne og lærlingene fra hverdagen ude i virksomhederne? Vi vil gerne opfordre alle oplæringsansvarlige, mestre, HR-medarbejdere og instruktører til at deltage i undersøgelsen og stille de spørgsmål, I gerne vil have svar på.”

Forsknings- og analysecenteret VIVE er på udkig efter virksomheders svar til undersøgelsen ’Ti skridt – elever med særlige støttebehov på erhvervsuddannelser’, som er en del af projektet 'Ti skridt til børn og unges uddannelse'.

Undersøgelsen består af et spørgeskema med 4-5 spørgsmål om, hvad virksomhederne mangler svar på, så flere unge med særlige støttebehov kan hjælpes til at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Kort om projektet

I projektet undersøger forskerne, hvad der mangler viden om, så flere unge med særlige støttebehov trives, får et fagligt udbytte, deltager socialt og i sidste ende består deres svendeprøve eller fagprøve.

Spørgsmålene samles på en top 10 liste over de spørgsmål, der i særlig grad mangler praksisviden om, og som der fremadrettet bør forskes i.

Alle indsamlede data vil udelukkende blive anvendt til videnskabelige formål.

Projektet er støttet af Trygfonden, og DI Lærlingeindsatsen er med i følgegruppen.

Deltag i spørgeskemaundersøgelsen

DI Lærlingeindsatsen vil gerne opfordre medlemmer af Lærepladsfællesskabet til at bidrage med deres spørgsmål til denne undersøgelse, så flere unge med særlige støttebehov gennemfører en erhvervsuddannelse.

Du kan deltage i spørgeskemaundersøgelsen her.

Relateret indhold