Nogle medarbejdere påvirkes så meget af lummer humor og nøgenkalendere, at det går ud over deres trivsel og produktivitet.

Foto: GettyImages
23.05.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Lummer humor og nøgenkalendere er passé

Hvor lummer humor og nøgenkalendere for bare 10 år siden var at finde på mange danske arbejdspladser, vælger flere virksomheder i dag at gøre op med disse fænomener. Her er fem centrale bevæggrunde.

I det seneste årti og særligt efter at hashtagget #metoo spredes viralt i 2017, er der både på Christiansborg, på arbejdspladserne og i samfundet generelt kommet markant mere fokus på ligestilling mellem kønnene og på retten til ikke at blive udsat for sexisme og seksuel chikane.

Mere end nogensinde tidligere bliver der talt om grænser for acceptabel adfærd på arbejdspladserne, og et stadigt stigende antal ledere og medarbejdere ønsker et opgør med lummer humor og nøgenkalendere, som bliver opfattet som upassende og chikanerende.

Negativ påvirkning af trivsel, produktivitet og samarbejde

Nogle medarbejdere påvirkes så meget af lummer humor og nøgenkalendere, at det går ud over deres trivsel og produktivitet, ligesom det kan belaste samarbejdsrelationerne på arbejdspladsen.

Den lumre humor behøver ikke at være rettet mod bestemte personer for at blive opfattet som nedgørende og ubehagelig, fordi den ofte har sexistisk og seksuelt indhold. Hvad angår nøgenkalendere kritiseres de for typisk at fremstille kvinder og mænd som sexobjekter, og nogle tolker dem som udtryk for, at mænd og kvinder ikke opfattes som ligeværdige på arbejdspladsen.

Bidrager potentielt til mere sexisme og seksuel chikane

Accept af lummer humor og nøgenkalendere på arbejdspladsen kan bidrage til yderligere seksualisering af tonen og kulturen på arbejdspladsen. Hvis det er okay at fortælle sjofle vittigheder til hinanden og have billeder af nøgne personer hængende på væggen, vil nogle måske tænke, at det sikkert også er okay at komme med sjofle kommentarer til kollegers udseende, at give en kollega et klap bagi, eller det der er værre.

Påvirker virksomhedens omdømme

Virksomheder bliver i stigende grad vurderet på deres evne til at leve op til en række etiske og moralske værdier. Bliver en virksomhed kendt for at have problemer med sexisme og seksuel chikane, kan det påvirke dens omdømme negativt og i værste fald indebære, at samarbejdspartnere, kunder samt nuværende og potentielle medarbejdere fravælger virksomheden.

På kant med arbejdsmiljøloven

Det psykiske arbejdsmiljø er en del af arbejdsmiljøloven, og i bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø fremgår det, at arbejdet skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på kort og lang sigt i forhold til krænkende handlinger. Lumre vittigheder og nøgenkalendere kan være en del af et udfordret psykisk arbejdsmiljø.

Tag dialogen i virksomheden

Det skal være trygt og sikkert at gå på arbejde. En inkluderende kultur, hvor vi respekterer hinandens grænser, er en vigtig forudsætning herfor.

En af udfordringerne i forebyggelsen af seksuel chikane er, at vi har forskellige grænser, og at disse grænser kan variere afhængigt af konteksten, og hvem der i den givne situation er involveret.

I DI anbefaler vi, at ledelse og medarbejdere løbende tager en dialog om grænser og adfærd og formulerer en politik med klare retningslinjer for, hvor man går hen, hvis ens grænser er overtrådt, eller man har været vidne til seksuel chikane.

Medlemmer af DI kan få råd og sparring om arbejdet med et godt psykisk arbejdsmiljø, og vi har en række gode værktøjer målrettet virksomheder, der ønsker at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø.

Jan Lorentzen

Jan Lorentzen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3632
  • Mobil +45 2328 5264
  • E-mail jlo@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.