Foto: Colourbox
08.02.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Forbud mod at spørge til ansøgeres alder

Regeringen har den 2. februar 2022 fremsat et lovforslag om ændring af forskelsbehandlingsloven, så arbejdsgivere ikke længere må indhente oplysninger om en ansøgers alder. De nye regler forventes at gælde fra 1. juli 2022.

Hvis forslaget bliver stemt igennem, bliver forskelsbehandlingsloven til hinder for, at virksomheder indhenter oplysning om en ansøgers alder i forbindelse med ansættelse og rekruttering eller anmoder en ansøger om at angive alder i eksempelvis et ansøgningsskema.

Alder i forbindelse med jobsamtaler

Som reglerne er i dag, må virksomheder kun spørge ind til de emner, der har relevans for, hvordan arbejdet skal tilrettelægges og udføres. På den måde undgår man, at der kan opstå tvivl om diskrimination og forskelsbehandling.

Det vil være naturligt at tale om for eksempel alder til en jobsamtale. Dog skal I være opmærksomme på, at alder også i dag er omfattet af forskelsbehandlingslovens regler, og dermed må alder ikke bruges til at fravælge en ansøger. 

Det betyder også, at I ikke må foretrække ansøgere med en bestemt alder og meddele dette under jobsamtalen.

Kollektive overenskomster

Hvis virksomheden er omfattet af en kollektiv overenskomst med særlige regler for unge – eksempelvis særlig aflønning til unge under 18 år eller 15 år, vil I dog stadig kunne indhente oplysninger om den unge ansøgers alder.

Ikke endeligt vedtaget endnu

Lovforslaget er om ”ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring mv. og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.” en udmøntning af Trepartsaftale om mangel på arbejdskraft vedrørende forsøg med jobrettet indsats for unge, ydelsesmæssige sanktioner og forbud mod, at arbejdsgivere screener jobansøgere på baggrund af deres alder.

Lovforslaget skal behandles i Folketinget, før det endeligt vedtages. Der kan derfor komme ændringer i de nye regler, men det forventes, at de nye regler vil gælde fra 1. juli 2022.

Den videre proces

Lovforslaget er sat til 1. behandling den 10. februar 2022. Datoen for 2. og 3. behandling er ikke offentliggjort endnu.

DI følger udviklingen og vil løbende informere på DI.dk.

Frem til ikrafttræden af det nye tiltag skal de eksisterende regler i forbindelse med rekruttering følges.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.