Foto: Colourbox
10.05.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Gennemsnit på 42 timer om ugen var i strid med Butiksoverenskomsten

En ny faglig voldgift har slået fast, at det var i strid med Butiksoverenskomsten mellem HK Handel og Dansk Erhverv Arbejdsgiver vedvarende og kontinuerligt at vagtplanlægge mellemledere med mere end 37 timer om ugen i gennemsnit.

Normal ugentlig arbejdstid på 37 timer om ugen

En større dansk detailvirksomhed opsagde i foråret 2020 en lokalaftale om vagtplanlægning for deres mellemledere i butikker.

Virksomheden varslede i den forbindelse mellemledere over på en normal ugentlig arbejdstid på 42 timer. Mellemlederne var ansat på funktionsløn.

I forlængelse af virksomhedens varsling opstod der uenighed om følgende ordlyd i Aftale om forståelse af Aftale om mellemledere: ”Dog er der enighed om, at mellemledere ikke må pålægges at arbejde ud over 45 timer om ugen i gennemsnit over 13 uger.”

Spørgsmålet i sagen var, om bestemmelsen gav mulighed for at fravige den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid på 37 timer, og at den dermed gav adgang til at fastsætte en normal ugentlig arbejdstid for mellemledere på indtil 45 timer om ugen.

45 timer ikke norm, men en øvre grænse

Dommeren lagde til grund, at forståelsesaftalen skal fortolkes således, at der gælder en normal ugentlig effektiv arbejdstid på 37 timer for mellemledere, idet der ikke var grundlag for at mene, at parterne i overenskomsten havde fraveget den overenskomstmæssige arbejdsuge på 37 timer.

De 45 timer om ugen i gennemsnit over 13 uger angivet i aftalen skulle i stedet forstås som en øvre grænse for omfanget af mellemlederes overarbejde.

Kan godt pålægge overarbejde ved en vagtplan

Dommeren slog i kendelsen samtidig fast, at der ikke var grundlag for at antage, at mellemledere ikke kan pålægges overarbejde ved en vagtplan, eller at bestemmelsen alene omfatter overarbejde, der ikke kan forudses.

Overarbejde skal dog være driftsmæssigt begrundet og må ikke have en systematisk karakter.

Betydning for mellemledere omfattet af DI’s Landsoverenskomst for butikker

DI’s Landsoverenskomst for butikker har en identisk Aftale om forståelse af Aftale om mellemledere.

Virksomheder med mellemledere omfattet af DI’s Landsoverenskomst for butikker skal derfor være opmærksomme på, at der gælder en normal ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Mellemledere omfattet af butiksoverenskomsten kan dog godt pålægges at arbejde mere end 37 timer, også i en vagtplan, så længe der ikke vedvarende og kontinuerligt planlægges med mere end 37 timer om ugen i gennemsnit.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på faglig voldgifts afgørelse af  6. april 2022 i sag nr. 2021.642.

DI's råd

Ved tvivl om vagtplanlægning eller om overarbejde for mellemledere omfattet DI’s butiksoverenskomst anbefaler DI, at virksomhederne søger konkret rådgivning hos DI.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.