Lønkrav og renter af lønkrav forældes forskelligt
På et område, hvor der hidtil har været forskellige holdninger i afgørelsespraksis, skærer et udvidet formandskab i Arbejdsretten nu igennem og slår fast, at kun selve lønkravet nyder beskyttelse med forlænget forældelsesfrist på fem år. Renter forældes efter tre år på linje med øvrige krav.
I en konkret sag anlagt af 3F og FH mod en rengøringsvirksomhed var problemstillingen, at en række medarbejderes krav på efterbetaling af løn var blevet så gammelt, at det blev en selvstændig, principiel tvist mellem parterne, om efterbetalingskravet blev forældet efter tre år eller fem år.
Parterne blev på den baggrund enige om at udskille dette selvstændige, principielle spørgsmål til delafgørelse i Arbejdsretten, som blev sat med udviddet formandskab med ni dommere, herunder tre højesteretsdommere.
Forældelseloven
Forældelsesloven fra 1908 blev i 2007 ændret til dens nuværende udformning. Reglen i § 4 om forældelse af lønmodtagerkrav var som den eneste bestemmelse ikke med i Forældelsesudvalgets lovudkast, men kom først ind i loven under Folketingets behandling af lovforslaget efter modtagelse af høringsvar fra blandt andet fagforeningssiden.
Forældelsesudvalgets forslag var, at også lønmodtagerkrav skulle omfattes af den generelle forældelsesfrist på tre år. Før indførelsen af 2007-forældelsesloven havde der også for lønmodtagere været en femårig forældelsesfrist.
Parternes synspunkter
3F og FH gjorde gældende, at renter af lønmodtagerkrav skulle beskyttes af den forlængede forældelsesfrist på fem år i stedet for tre år. De hævdede, at beskyttelsen af lønmodtagerkrav også måtte omfatte renter af disse krav, når lovgiverne i 2007 så specifikt havde valgt at indsætte en reel særbestemmelse om forældelse, som giver en forlænget forældelsesfrist for lønmodtagerkrav.
Forbundenes argument var, at lønmodtagere i ansættelsesretten traditionelt betragtes som den svage part i aftaleforholdet med arbejdsgivere, og at lønmodtagere ofte vil være tilbageholdende med at fremsætte krav over for deres arbejdsgiver, mens de er ansat. Krav på manglende løn, pension og feriepenge bliver således ofte først fremsat, når ansættelsesforholdet er afsluttet. Derfor bør lønmodtagere have en længere frist, før lønkrav forældes.
DA og Dansk Erhverv gjorde derimod gældende, at baggrunden for § 4s tilblivelse i 2007-forældelsesloven netop var, at den særlige beskyttelse af lønmodtagerkrav skal fortolkes indskrænkende, så det kun er selve hovedkravet, som nyder beskyttelse efter den særlige regel om fem års forældelse, mens renter forældes efter den generelle tre års forældelsesfrist.
Argumentet var, at renter ikke på samme måde som eksempelvis løn, pension eller feriepenge tjener til opretholdelse af en lønmodtagers husholdning og økonomi.
Arbejdsrettens afgørelse
Arbejdsretten indledte sine præmisser med at fastlå, at efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen tre år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.
Andre bestemmelser er blandt andet § 4, hvorefter forældelsesfristen er fem år ved fkrav, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Bestemmelsen i § 4 skal derfor fortolkes sådan, at den efter sin ordlyd er begrænset til selve lønkravet, mens krav på renter har hjemmel i renteloven og ikke i ”aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold.”
Også det forhold, at både §§ 5 og 6 i forældelsesloven, som vedrører henholdsvis gældsbreve og pengelån, har specifikke bestemmelser om forældelse af renter af sådanne krav, støtter opfattelsen af, at lovgiverne ikke med 2007-forældelsesloven ville udvide bestemmelsen til, at renter af lønmodtagerkrav skulle omfattes af den forlængede forældelsesfrist.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Arbejdsrettens kendelse af 12. april 2023 i sag 2022-578.