Foto: Colourbox
28.11.23 Vi rådgiver dig Nyheder

I orden at afslå løntillæg til medarbejder under barselsorlov

En kvindelig pædagog fik afslag på løntillæg, mens hun var på barselsorlov. Kvinden klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn, men fik ikke medhold, da der ikke var påvist faktiske omstændigheder om forskelsbehandling.

Kolleger tidligere på forkert overenskomst

Medarbejderen blev 1. august 2018 ansat som pædagog på et plejehjem. Tidligere havde pædagogerne på plejehjemmet været ansat under en forkert overenskomst, hvilket betød, at medarbejderne fik ret til en lønstigning på tre løntrin efter seks års anciennitet.

Da arbejdsgiveren opdagede fejlen, blev medarbejderne placeret korrekt på en overenskomst, der ikke indeholdt en tilsvarende bestemmelse om lønstigning efter seks års anciennitet. Da den kvindelige pædagog blev ansat, var det under den rigtige overenskomst, der omfattede kvalifikationsløn, men ikke automatisk lønstigning efter seks år.

Løntillæg under graviditet, men afvist under barselsorlov

Den rigtige overenskomst, som kvinden var ansat under, indeholdt bestemmelser om kvalifikationsløn og gav mulighed for et løntillæg baseret på kvalifikationer så som uddannelse og erfaring.

Under sin graviditet fik kvinden i december 2020 et løntillæg baseret på hendes kvalifikationer. Arbejdspladsen var bekendt med hendes graviditet.

Fem måneder senere – i maj 2021 – var den gravide medarbejder gået på barselsorlov. Under orloven fremsatte kvindens fagforening en forespørgsel på et nyt løntillæg, da medarbejderen nu havde seks års anciennitet.

Plejehjemmet, som kvinden arbejdede på, afviste dette løntillæg. Medarbejderen klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn.

Parternes argumenter

Forbundet gjorde gældende, at de andre pædagoger havde fået anciennitetsbaseret løntillæg efter seks år. Kvinden var på tidspunktet for afslaget på barselsorlov. Det var det, ifølge hende, der var årsag til, at hun ikke modtog løn for sin anciennitet.

Arbejdsgiveren gjorde gældende, at afslaget ikke skyldtes, at kvinden var på barselsorlov. Kommunen overholdt den gældende overenskomst, hvor løndannelsen ikke automatisk fulgte ancienniteten. De øvrige medarbejdere var fejlagtigt tildelt et anciennitetstillæg efter en forkert overenskomst. Tillæg efter den korrekte overenskomst blev tildelt på baggrund af kvalifikationer og funktioner. Kvinden fik et kvalifikationstillæg under sin graviditet. Arbejdsgiveren mente ikke, at kvinden siden forhandlingen i december 2020 havde erhvervet sig en sådan erfaring eller videre kvalifikationer, at hun allerede et halvt år efter sit seneste løntillæg skulle være berettiget til yderligere tre løntrin.

Kun én anden medarbejder på plejehjemmet havde fået et løntillæg for erfaring. Denne medarbejder varetog et seniorjob og havde lang erhvervserfaring.

Ingen forskelsbehandling på trods af barselsorlov

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at selv om kvinden på tidspunktet for afslaget på et løntillæg var på barselsorlov, havde kvinden ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at afslaget på løntillæg var helt eller delvist begrundet i hendes barselsorlov eller køn i øvrigt.

Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 3. maj 2023 i sag nr. 9512.

DI's råd

Det er vigtigt at sikre sig, at der foreligger saglige beviser for et afslag om løntillæg, især når afslaget omhandler en medarbejder på barsel. Medarbejdere på barsel er nemlig omfattet af ligebehandlingsprincippet, og hvis medarbejderen kan påvise indikationer på forskelsbehandling, er det op til virksomheden at dokumentere, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Sagen her er et positivt eksempel på, at virksomheden havde tilstrækkelig dokumentation til at vise, at der var tale om et afslag, som ikke var begrundet i medarbejderens barsel, men i saglige overvejelser.

Kontakt altid DI, hvis I er i tvivl om, hvorvidt I overholder ligebehandlingsprincippet, når I skal håndtere lønforhandlinger for medarbejdere på barselsorlov.

Læs mere om Graviditets-, barsels- og forældreorlov - DI - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Ligebehandling - Køn, graviditet og barsel - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Kønsopdelt lønstatistik - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Barselspolitik

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.