Foto: Colourbox
14.11.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Ophævelse af uddannelsesaftale kostede lærling en halv månedsløn

En voksenlærling anmodede efter seks måneders ansættelse om andre arbejdsopgaver, da arbejdet var for fysisk hårdt for ham. Det var ikke muligt at omplacere lærlingen, som derfor ophævede uddannelsesaftalen. Tvistighedsnævnet fastslog, at virksomheden ikke havde misligholdt uddannelsesaftalen, og voksenlærlingen skulle betale godtgørelse svarende til en halv månedsløn.

Ophævede uddannelsesaftale efter nej til omplacering

En voksenlærling indgik i sommeren 2022 en uddannelsesaftale om at blive uddannet som godschauffør.

Lærlingen anmodede på en samtale efter tre måneders ansættelse om andre arbejdsopgaver end de opgaver, som han havde. Lærlingens ønske skyldtes, at lærlingen tidligere havde gennemgået en knæoperation, hvorfor de nuværende arbejdsopgaver var for fysisk hårde for ham.

Eftersom virksomheden udelukkende beskæftigede sig med en specifik form for kørsel, kunne virksomheden ikke tilbyde denne type kørsel, som lærlingen ønskede. Virksomheden ville undersøge muligheden for at omplacere lærlingen til en af deres søsterselskaber, som havde den form for kørsel, som lærlingen ønskede.

Da lærlingen var underlagt Kriminalforsorgen, var det dog ikke muligt at omplacere til de andre søsterselskaber, da det ville medføre, at lærlingen nogle gange skulle overnatte i lastbilen og derved skulle være væk fra fængslet i mere end 40 timer om ugen. På baggrund af dette valgte lærlingen at ophæve uddannelsesaftalen.

Virksomheden havde ret til godtgørelse

Lærlingen nægtede at deltage i Det Faglige Udvalg, hvilket førte til, at virksomheden indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med krav om erstatning for lærlingens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalen.

Tvistighedsnævnet fandt, at virksomheden ikke havde misligholdt uddannelsesaftalen, og at lærlingens ophævelse derfor var uberettiget. Virksomheden havde investeret i oplæringen af lærlingen, herunder afholdt udgifterne til erhvervelse af stort kørekort, og virksomheden mistede desuden en bonus ved ikke at oplære ham. Ophævelsen var derfor til stor gene for virksomheden.

Virksomheden blev efter nævnets faste praksis tilkendt en halv månedsløn. Det bemærkes, at opgørelsen inkluderede medarbejderens timeløn, særlig opsparing, feriepenge og arbejdsgiverens pensionsbidrag.

DI førte sagen på vegne af virksomheden.

Nyheden er skrevet på grundlag af Tvistighedsnævnets kendelse af 29. september 2023 i sag 41.2023.

DI's råd

Både arbejdsgivere og lærlinge skal være opmærksomme på, at erhvervsuddannelser er uopsigelige efter prøvetiden, medmindre en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt misligholder sine forpligtelser.

Det er den part, som ophæver uddannelsesaftalen, der har bevisbyrden for, at modparten har misligholdt.

Læs mere om Ophævelse af en uddannelsesaftale - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Faglært som voksen - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.