Foto: Colourbox
28.11.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Oplevet mistrivsel var ikke nok til at ophæve uddannelsesaftale

En voksenlærling ophævede efter halvandet års uddannelse sin uddannelsesaftale med den begrundelse, at han mistrivedes, og læringskurven var gået i stå. Det stod dog i stor kontrast til sagens beviser samt forklaringerne under sagen, og Tvistighedsnævnet fastslog, at lærlingen ikke havde løftet bevisbyrden for, at virksomheden væsentligt havde misligholdt uddannelsesaftalen.

Ophævelse kræver misligholdelse eller bristede forudsætninger

Efter endt prøvetid kan en uddannelsesaftale ikke ensidigt ophæves af hverken arbejdsgiveren eller lærlingen, medmindre en af parterne væsentligt har misligholdt sine forpligtelser efter uddannelsesaftalen, eller en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser sig at være urigtig. Den part, der mener sig berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen, har bevisbyrden.

Virksomheden var ikke gjort bekendt med begrundelsen forud for ophævelsen

En voksenlærling ophævede efter halvandet års uddannelse sin uddannelsesaftale med den begrundelse, at han mistrivedes, og læringskurven var gået i stå. På tidspunktet for ophævelsen havde lærlingen mere end halvandet år tilbage af uddannelsen.

Virksomheden, der på intet tidspunkt inden ophævelsen var blevet gjort bekendt med lærlingens mistrivsel, stod uforstående over for den begrundelse. De var af den opfattelse, at de sørgede for en god og alsidig uddannelse, hvor lærlingen udførte sædvanligt og varierende arbejde på lige fod med virksomhedens øvrige ansatte og lærlinge med henblik på at opfylde læringsmålene.

Virksomheden kontaktede efter ophævelsen Det Lokale Uddannelsesudvalg, der indkaldte til et forligsmøde. På mødet drøftede parterne ophævelsen, og virksomheden stillede krav om erstatning for uberettiget ophævelse.

Lærlingen nægtede at betale erstatning, og virksomheden indbragte derfor sagen for Tvistighedsnævnet med krav om erstatning for lærlingens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalen.

Under sagen for Tvistighedsnævnet krævede lærlingen (også) en erstatning for mistet uddannelsesgode.

Virksomheden fik tilkendt en godtgørelse

Tvistighedsnævnet fandt, at virksomheden, der aldrig har modtaget påtaler som uddannelsesvirksomhed, ikke havde misligholdt uddannelsesaftalen, og at ophævelsen derfor var uberettiget. Der var med andre ord ikke tale om en begrundelse, der kunne retfærdiggøre en ensidig ophævelse fra lærlingens side.

Virksomheden blev efter nævnets faste praksis tilkendt en halv måneds løn inklusive særlig opsparing, feriepenge og arbejdsgiverens pensionsbidrag.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Tvistighedsnævnets kendelse af 7. november 2023 i sag nr. 53.2023.

DI's råd

Afgørelsen bekræfter, at der skal være tale om en væsentlig misligholdelse, før en lærling kan ophæve sin uddannelsesaftale, og at det ikke kun er arbejdsgiveren, der skal tænke sig godt om, inden en uddannelsesaftale ophæves. En lærlings egen opfattelse af at mistrives eller ikke at nå sine læringsmål, er ikke nok, og særligt ikke, hvis lærlingen ikke tidligere har henvendt sig til virksomheden og gjort opmærksom på problemet.

Læs mere om Ophævelse af en uddannelsesaftale - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Faglært som voksen - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.