Foto: Colourbox
28.11.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Opsigelse af syg tillidsrepræsentant var berettiget

I en faglig voldgift fik arbejdsgiveren medhold i, at det var sagligt at opsige en tillidsrepræsentant, som havde meget højt sygefravær. Afgørelsen slår fast, at sygefraværet hos en tillidsrepræsentant skal bedømmes på samme måde som ved øvrige medarbejdere.

Opsagt efter otte måneders sygemelding

En tillidsrepræsentant, som var ansat i Rigspolitiet, sygemeldte sig efter en omorganisering af afdelingen. Efter at have været syg i otte måneder blev han opsagt.

Tillidsrepræsentanten havde været ansat hos Rigspolitiet siden 1982, men blev virksomhedsoverdraget til en privat virksomhed i 2012. Han søgte igen en stilling hos Rigspolitiet i 2018 og blev valgt som tillidsrepræsentant i 2022, kort før omorganiseringen blev udmeldt.

Tillidsrepræsentanten sygemeldte sig, efter at han var blevet omfattet af en omorganisering. Rigspolitiet imødekom hans ønsker om fritagelse for løftearbejde og omplacerede ham til en anden afdeling under en ny leder. Han genoptrappede gradvist sin arbejdstid til 15 timer om ugen, men hans læge underkendte en plan om at nå fuld tid og fuld opgaveportefølje.

Da tillidsrepræsentanten havde været sygemeldt i otte måneder, valgte Rigspolitiet at opsige ham på grund af det langvarige sygefravær og de meget langvarige udsigter til, at han kunne komme tilbage på fuld tid.

Forbundet anlagde sag for at få ham genansat eller få en erstatning.

Parternes synspunkter

Tillidsrepræsentanten mente, at hans sygdom var forårsaget af en omorganisering af hans afdeling, som fjernede hans centrale opgaver og ikke tog hensyn til hans dårlige ryg. Han følte også, at han var blevet udsat for chikane på grund af sit valg som tillidsrepræsentant.

Forbundet gjorde gældende, at der skulle tages hensyn til den samlede anciennitet og erfaring hos arbejdsgiveren, som strakte sig over 34 år, ligesom der ved udmålingen af godtgørelsen skulle tages hensyn til den opsagte medarbejders anciennitet i staten.

Rigspolitiet afviste kravet og anførte, at opsigelsen var baseret på saglige grunde, og at omorganiseringen var inden for ledelsesretten og -pligten.

Arbejdsgiveren blev frikendt

Dommeren fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at tillidsrepræsentantens sygdom var arbejdsrelateret, men at arbejdsgiveren ikke havde et medansvar for sygdommen. Dommeren lagde også vægt på, at ledelsen imødekom tillidsrepræsentantens ønske om omplacering, men at det fortsat var usikkert, hvornår han ville kunne arbejde på fuld tid og med fuld opgaveportefølje.

Dommeren slog dernæst fast, at det er medarbejderens samlede, uafbrudte ansættelsestid hos den enkelte arbejdsgiver, der skal lægges til grund for beregningen af medarbejderens opsigelsesanciennitet, og at der ikke skulle tages hensyn til den ansættelsesperiode, som medarbejderen havde haft ved arbejdsgiveren i perioden fra 1982 til 2012.

Opmanden frifandt derfor Rigspolitiet.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Faglig Voldgifts kendelse af 30. juni 2023 i sag nr. FV2023.8

DI's råd

Sagen viser, at beskyttelsen af en tillidsrepræsentant mod opsigelse ikke adskiller sig væsentligt fra andre medarbejderes beskyttelse mod opsigelse begrundet i sygdom. Afgørelsen er i tråd med gældende praksis.

Læs mere om Opsigelse af medarbejderrepræsentanter - rådgivning - DI - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Opsigelse på grund af sygdom - Dansk Industri - DI

Læs mere om Sygefraværssamtaler og dokumentation - klik her for rådgivning - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Skabelon til opsigelse

Hent

Skabeloner

Sygefraværspolitik

Hent

Skabeloner

Skabeloner til sygefravær og dokumentation

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.