Foto: Colourbox
20.11.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Virksomheder har ikke bevisbyrden i sager om virksomhedsoverdragelse

Arbejdsretten har i en principiel dom givet en rengøringsvirksomhed fuldt medhold i en række spørgsmål om virksomhedsoverdragelse, herunder i spørgsmålet om, hvem der har bevisbyrden i sådanne sager.

Hvornår er der virksomhedsoverdragelse?

Arbejdsretten kridtede banen op ved at genkalde, hvornår der efter praksis er virksomhedsoverdragelse ved udbud af rengøringsopgaver. Det er tilfældet, når den nye leverandør overtager en ”betydelig del” af den arbejdsstyrke, der hos forgængeren (den tidligere leverandør) specielt udførte den pågældende opgave.

Arbejdsretten udtalte herefter, at det som udgangspunkt vil forudsætte, at mindst størstedelen af arbejdsstyrken (dvs. over 50 pct. af medarbejderne) overtages, men at der kan være undtagelser.

Derefter slog Arbejdsretten fast, at der skal ses på den samlede rengøringskontrakt, der omfattede en række institutioner i en kommune – og ikke som forbundet mente - de enkelte institutioner i kontrakten for sig. Der var overtaget syv medarbejdere fra den tidligere leverandør, der alle arbejdede på den samme institution som tidligere, men virksomheden havde i alt 23 ansatte, så de 16 medarbejdere var enten flyttet fra andre kontrakter eller var nyansatte.

Hvem har bevisbyrden?

Dernæst præciserede Arbejdsretten, at det er forbundet, der har bevisbyrden for, at der foreligger virksomhedsoverdragelse. Forbundet havde i den konkrete sag kun kontakt med en medarbejder, og forbundet havde generelt svært ved at få oplyst sagen, da kommunen, der var udbyder af kontrakten, ikke havde særligt mange oplysninger om den tidligere leverandør, og den tidligere leverandør selv var gået konkurs.

Virksomheden fremlagde kort inden forhandlingen i Arbejdsretten en anonymiseret oversigt over, hvilke medarbejdere på hvilke institutioner der var overtaget fra den tidligere leverandør. Oversigten blev kun fremlagt, fordi forbundet lige inden hovedforhandlingen fremlagde en 2,5 år gammel aktindsigt fra kommunen, der beskrev de konkrete forhold uklart. Arbejdsretten afviste dog udtrykkeligt, at den sene fremlæggelse af oversigten fra virksomhedens side havde nogen betydning i forhold til bevisbyrden.

Ikke virksomhedsoverdragelse 

Da forbundet ikke havde nogen oplysninger – ud over oversigten som virksomheden havde fremlagt – lagde Arbejdsretten til grund, at der ikke var virksomhedsoverdragelse.

LG’s afgørelse relevant?

Arbejdsretten slutter af med at udtale, at LG’s afgørelse, hvor en medarbejder hos LG lægger til grund, at der er virksomhedsoverdragelse, men blot burde have afvist sagen pga. for sen anmeldelse, absolut ingen betydning har for sagen i Arbejdsretten. 

DI førte via DA sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Arbejdsrettens dom af 25. oktober 2023 i sag nr. 2021-6076.

DI's råd

Arbejdsretten slår en gang for alle fast, at det er forbundet og medarbejderne, der skal bevise, at der er virksomhedsoverdragelse, og ikke DI og virksomheden, der skal bevise, at der ikke er virksomhedsoverdragelse.

Derudover er det også godt, at det bliver endeligt bekræftet, at man skal se på den samlede kontrakt, og ikke delelementer af kontrakten. Og endelig at LG’s afgørelser ikke har nogen indflydelse på Arbejdsrettens bedømmelse af, om der er virksomhedsoverdragelse.

Det samme vil efter DI’s opfattelse være tilfældet ved de civile domstole, når de skal bedømme, om der foreligger virksomhedsoverdragelse i en konkret sag.

Læs mere om Virksomhedsoverdragelse - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Skabelon til virksomhedsoverdragelse

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.