Foto: Getty Images
20.06.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Løn til rumænsk murersjak var i strid med overenskomsten

En faglig voldgift har afgjort, at en byggevirksomhed havde handlet i strid med overenskomsten og opnået en besparelse ved manglende betaling af feriepenge, søgnehelligdags- og feriefridagsbetaling til et murersjak med rumænske murere.

Murersjak fra Rumænien

Sagen handlede om en byggevirksomhed, som havde fået udført en mureropgave af et murersjak bestående af arbejdskraft fra Rumænien.

Virksomheden oplyste, at arbejdet var udført i henhold til en reel underentreprisekontrakt indgået af virksomheden med et italiensk byggefirma.

Forbundet mente derimod, at der forelå en omgåelse af Overenskomsten for Murer- og Murerarbejdsmandsarbejde, som havde resulteret i, at virksomheden opnåede en besparelse i forhold til, hvad der mindst skulle have været betalt efter overenskomsten. Forbundet krævede derfor, at virksomheden skulle betale 266.313,75 kr. med tillæg af procesrente.

Virksomheden påstod frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået af klager.

Opgørelsen af differencekrav

Efter fagretlig praksis på overenskomstområdet kan forbundet, for faglig voldgift i sager om udenlandsk arbejdskraft, efter Overenskomstens § 70 blandt andet opgøre et såkaldt differencekrav, der svarer til den besparelse, som virksomheden har opnået ved at have betalt de øvrige medarbejdere mindre, end hvad virksomheden efter overenskomsten mindst er forpligtet til at betale.

Ved opgørelsen af differencekravet havde forbundet antaget, at medarbejderne havde fået en timeløn på 50 kr., hvorimod medarbejderne og virksomheden påstod, at de fik en timeløn på 200 kr., som virksomheden dog ikke havde dokumenteret.

Omgåelse af overenskomsten

Dommeren lagde ved afgørelsen vægt på adskillige påfaldende elementer, herunder at virksomheden havde stillet logi til rådighed for sjakket, og at et italiensk byggefirma angiveligt skulle have ansat rumænske murere, der opholdt sig i Danmark, og som havde bemyndigelse til på egen hånd at indgå en entrepriseaftale på firmaets vegne.

Dommeren lagde derfor til grund, at der var tale om en omgåelse af overenskomsten, og at virksomheden havde opnået en besparelse.

Det blev endvidere lagt til grund, at medarbejdernes erfaring fra andet arbejde i Danmark medførte, at de havde fornødent kendskab til arbejdsforhold og lønniveau i landet. Dommeren lagde derfor til grund, at virksomhedens besparelse ikke havde ligget på timelønnen, men derimod på manglende betaling af feriepenge, søgnehelligdags- og feriefridagsbetaling samt pensionsbidrag.

Resultatet i sagen blev derfor, at virksomheden skulle betale 90.000 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for faglig voldgift.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på kendelse af den 12. juni 2023 i faglig voldgiftssag 2023-168.

Fakta

Under den fagretlige behandlingen af sagen, forud for den faglige voldgift, havde virksomheden ikke deltaget.

Virksomheden blev flere gange, under den fagretlige behandling af sagen, oplyst om, at de skulle være med til at oplyse sagen og fremlægge relevant dokumentation – herunder blandt andet den pågældende underentreprisekontrakt.

Virksomheden fremlagde først den konkrete underentreprisekontrakt under forberedelsen til den faglige voldgift.

Dommeren bemærkede i sagen, at det var meget påfaldende, at kontrakten først blev fremlagt så sent i sagens forløb, idet virksomheden under den fagretlige behandling af sagen var blevet pålagt at fremlægge kontrakten.

Det er derfor meget vigtigt, at I deltager i behandlingen af sager og fremsender den dokumentation, som DI anmoder om, idet det kan have stor betydning for sagens udfald, såfremt I ikke efterkommer DI’s anmodninger.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.