Foto: Colourbox
07.08.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Ekstra orlov til tvillingeforældre på vej

I finansloven for 2023 blev det aftalt, at tvillingeforældre skal have ret til 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge. Lovforslaget forventes at blive fremsat i januar 2024. Reglerne er ikke vedtaget endnu.

Ekstra orlov til tvillingeforældre

Forældre til tvillinger, der bliver født fra 1. maj 2024 og frem, får forventeligt 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge. De ekstra 26 ugers orlov deles mellem forældrene, så hver forælder har ret til 13 ugers ekstra orlov. Orloven kan ikke overdrages mellem forældrene.

Ugerne skal afholdes inden for 1 år efter fødslen. Det er ikke muligt at udskyde orlovsugerne grundet en barselshindring, da formålet med ugerne er, at de skal afholdes, mens børnene er små.

Regler for trillinge- og firlingeforældre

Forældre til trillinger og firlinger, der blev født 1. januar 2023 og frem, har ret til 26 ugers ekstra orlov. Orlovsugerne kan deles mellem forældrene og skal afholdes inden for 18 måneder efter fødslen.

De nye regler om orlov til tvillingeforældre kommer til at erstatte ovenstående regler om orlov til trillinge- og firlingeforældre.

Forældre, der får to eller flere børn ved samme fødsel fra 1. maj 2024 og frem, kommer på denne baggrund til at være omfattet af samme regler.

Overdragelse af orlov ved flerbørnsfødsler til nærtstående familiemedlemmer og sociale forældre

En soloforælder får mulighed for at søge om 13 ugers ekstra orlov til brug for et bestemt angiven nærtstående familiemedlem.

En retlig forælder får mulighed for at overdrage de ekstra 13 ugers orlov til en social forælder – men ikke til den anden retlige forælder. En social forælder kan maksimalt få overdraget 13 ugers ekstra orlov.

Overdragelsesreglerne gælder også for forældre til børn født fra 1. maj 2024 og frem.

Regler ikke vedtaget endnu

Lovforslaget forventes fremsat i januar 2024, og vi afventer derfor den endelig vedtagelse af de nye regler.

DI følger udviklingen og vil løbende informere på DI.dk.

Mere information

Læs I dybden med graviditets-, barsels- og forældreorlov - DI (danskindustri.dk)

Læs pressemeddelelsen Regeringen indfører 26 ekstra ugers orlov til tvillingeforældre | Beskæftigelsesministeriet (ritzau.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.