Et forlig gjorde op med alle krav, indtil det ikke længere gjorde det
Højesteret har afgjort, at et forlig indgået ved opsigelse af fem lærere ikke kunne forhindre en opsagt overlærer i at rejse et krav om godtgørelse på grund af forskelsbehandling i forbindelse med opsigelsen. Arbejdsgiveren blev dog frifundet for kravet og skulle derfor ikke betale godtgørelse.
Opsigelser på grund af faldende elevtal
Som følge af et faldende elevtal på en skole, ville kommunen opsige otte skolelærere i alderen fra 53-61 år. Lærerne henvendte sig derfor alle til deres faglige organisation med spørgsmålet om, hvorvidt der var sket ulovlig forskelsbehandling på grund af alder.
Forbundet gjorde på vegne af de otte medarbejdere gældende overfor kommunen, at de eventuelle opsigelser ville være i strid med forskelsbehandlingsloven. Kommunen redegjorde dernæst grundlaget for, at de ville opsige netop disse otte medarbejdere.
Parterne indgik forlig
På baggrund af forbundets og kommunens drøftelser indgik parterne et forlig, hvoraf tre af de otte læreres ansættelsesforhold ikke blev opsagt, mens de resterende fem lærer, herunder en overlærer, blev opsagt.
Af forligsteksten fremgik det, at der med forliget ikke udestod nogen krav i forbindelse med opsigelserne af de fem lærere, herunder heller ikke eventuelle krav efter forskelsbehandlingsloven.
Parterne var videre enige om, at sagen ikke kunne videreføres – hverken fagretligt, civilretligt, ved administrative nævn eller lignende.
Utilfreds overlærer gik til Ligebehandlingsnævnet
Overlæreren mente dog selv, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med opsigelsen. Hun indbragte derfor sagen for Ligebehandlingsnævnet, og sagen blev senere videreført ved byretten, landsretten og til sidst Højesteret.
Det første spørgsmål i sagen var, om læreren var bundet af det forlig, som forbundet havde indgået med kommunen, og om hun i kraft af forliget var afskåret fra at rejse et krav mod kommunen. Hvis det var tilfældet, blev spørgsmålet, om der overhovedet havde været tale om ulovlig forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med opsigelsen.
Højesteret: Forlig ikke bindende, men…
Overlæreren havde under sagen givet en fuldmagt til forbundet om ”på hendes vegne at behandle sagen i Ligebehandlingsnævnet”. Samtidig bemærkede Højesteret, at kravet efter forskelsbehandlingsloven ikke var overenskomstdækket og derfor ikke var omfattet af organisationsfuldmagten. Højesteret fandt derfor, at overlæreren ikke var bundet af forliget og dermed heller ikke var afskåret fra at rejse krav om godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.
Højesteret fandt dog samtidig ikke, at overlæreren havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling, idet der ved udvælgelsen af, hvem der bedst kunne undværes, havde været en grundig vurdering af lærernes faglige kompetencer i forhold til den fremtidig struktur på skolen.
Kommunen havde derfor bevist, at opsigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i alder, og Højesteret frifandt derfor kommunen for den påståede overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Højesterets dom af 27. juni 2023 i sag nr. BS-32481/2022-HJR.
DI's råd
Sagen viser først og fremmest, at faglige organisationer fortsat godt kan indgå bindende aftaler for deres medlemmer.
Sagen understreger samtidig vigtigheden af, at arbejdsgiveren – i aftalen – sikrer sig mod, at medarbejderen senere kan rejse et krav. Det kan for eksempel være ved, at medarbejderen selv tiltræder forliget ved sin underskrift.